Årets tema for Blokhus Sandskulptur Festival i Skulpturparken Blokhus bliver H. C. Andersens eventyr.
Det sker

Eventyrlige skulpturer i sand

H.C. Andersens Eventyr vender tilbage til Blokhus Sandskulptur Festival

06. januar 2023 kl. 16:49

HUNE: Når Skulpturparken Blokhus 25. april slår dørene op for den 11. sæson, får gæsterne mulighed for at følge kunstnernes arbejde med at kreere sandskulpturer, som tager udgangspunkt i den anerkendte forfatters eventyrlige figurer.

Også i 2015 tog kunstnerne udgangspunkt i H.C Andersens eventyr, og at dette tema nu vender tilbage skyldes, at indehaver John Andersen ikke har kunnet slippe tanken om en gentagelse.

– Vi blev ikke helt færdige med temaet i 2015. Hans Christian Andersen er berømt for sine eventyr verden over, og der er så mange muligheder med det tema. Alle generationer kender til H.C. Andersen, og vi kan i den grad skabe en eventyrlig fortolkning i hele parken, der understøtter temaet, udtaler John Andersen.

Blokhus Sandskulptur Festival påbegyndes hvert år i april, hvor nogle af verdens førende skulptører udformer nye enorme sandskulpturer ud fra årets tema. Om gæsterne får mulighed for at se en fortolkning af "Fyrtøjet", "Tommelise", "Svinedrengen" eller "Den Grimme Ælling", er op til kunstnerne at afgøre.

Specielt sand

Sandet kommer fra Ølstrup Grusgrav ved Ringkøbing. Her har sandet den helt rette gyldne farve og kantede kornstørrelse, hvor der samtidig er sørget for, at sandet har det rette forhold, som er 90 procent sand og 10 procent ler. 

Sandet fyldes i meget store trækasser, herefter tilføjes vand samtidig med at det bliver kraftigt stampet med store pladevibratorer. Derved bliver sandet komprimeret, og det er en opgave der varer knap to uger. Først herefter går kunsterne i gang med at udforme deres skulptur efter en skitse.

Når skulpturerne er færdige, oversprøjtes de med lidt vand iblandet en speciel trælim. Dette for at forhindre, at skulpturen styrter sammen, hvilket er særligt kritisk i de første par uger. 

En kunstner bruger omkring 100 arbejdstimer og cirka 25 tons sand til at kreere en skulptur på fire meter. 

29. april er der officiel indvielse af Blokhus Sandskulptur Festival.

Annonceret indhold

Nyeste