Billede beskrivelse

Danny er efterårsklar

23. september 2024 kl. 19.02

GJØL: Næppe har galleriejer Danny Heinricht lukket årets sommerudstilling i Kunstlade Gjøl, før han er klar med årets efterudstilling.

Udstillingen, som Danny Heinricht kalder Magisk Efterår, byder på værker af kunstnerne Peter van Oostzanen, Susan Otvig Busch, Helle Rask Crawford, Dag Hamsund og Heinrich selv.

Der er fernisering på udstillingen lørdag den 28. september kl. 13 – 17.

- Vi åbner den tre uger lange udstilling og byder på et glas vin, lidt sødt og lidt jazz i atelieret, hvor kunstnerne Helle Rask Crawford og Dag Samsund vil være tilstede og gerne tager en snak med gæsterne om deres værker, fortæller galleriejeren.

Ny kunstner

- Susan Otvig Busch udstiller i Kunstlade Gjøl for første gang. Hun arbejder oftest tematisk. I olie, akvarel og ler. I øjeblikket er hun optaget af, hvordan vi kan genskabe vores respekt for og samhørighed med naturen. Hendes tilgang er at forsøge at formidle naturen som magisk og fortryllende.

Udstillingens øvrige kunstnere er alle gengangere fra tidligere udstillinger i Kunstlade Gjøl. Her fremhæver Danny Heinricht især den hollandske kunstner Pater van Oostzanen, der tidligere på året besøgte Gjøl.

- Han har sendt fire kasser med nye malerier, litografier og akvareller til udstillingen. De kan alle købes. Han er virkelig brandaktuel i hjemlandet Holland, hvor han netop er kommet på den hollandske top 100-liste over de bedste kunstnere i landet, siger Danny Heinricht.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste