Billede beskrivelse

Blomstrende erhvervsliv i købmandsbutikken

21. oktober 2024 kl. 06.02

HALVRIMMEN: Der var engang for ikke så mange år siden, at der var et blomstrende erhvervsliv i både Halvrimmen og nabobyen Arentsminde.

Det er temaet for en udstilling, som åbner lørdag hos Min Købmand i Halvrimmen.

- Små stationsbyer som Arentsminde og Halvrimmen var tidligere stort set selvforsynende og havde alt, hvad der skulle til i dagligdagen, fortæller Brian Hyllested, der er formand for Arentsminde Lokalhistorisk Arkiv.

Billede beskrivelse

- Alene her i Arentsminde var der blandt andet tre kolonialbutikker, to bankfilialer, tankstation, ishytter, manufakturhandel, skomager, slagter og smedje – og billedet var nogenlunde det samme i Halvrimmen mindre end fire kilometer væk. Og så var der for resten også en Tatol-butik i Halvrimmen, som mange mindes med glæde.

Lokalarkiver går sammen

- Alt denne foretagsomhed og virkelyst vil vi gerne fortælle om. Derfor er de lokalhistoriske arkiver i de to byer gået sammen om denne udstilling, der i ord og billeder fortæller om den svundne tid for ikke så mange år siden.

- Udstillingen bliver hos Min Købmand i Halvrimmen. Bedre sted kan næppe findes, for det er sammen med bageren på den modsatte side af vejen en af de få butikker, som har overlevet udviklingen – og det endda ikke uden kamp, hvor lokalbefolkningen har stået sammen for at bevare butikken, siger Brian Hyllested.

Det er en stor udstilling med masser af plancher, de to lokalarkiver har stablet på benene. Så der bliver noget at se på både i selve købmandsbutikken og i baglokalet, når der er fernisering på udstillingen om erhvervslivet i Arentsminde og Halvrimmen hos Min Købmand i Halvrimmen lørdag den 26. oktober kl. 10.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste