Aabybro klar med stort Knæk Cancer-arrangement
Sidste år slog Knæk Cancer Aabybro endnu engang rekorden og blev Danmarks største frivillige indsamling med hele 603.000 kr.
Foreningen har således samlet i alt 2,84 mio. kr. ind til Kræftens Bekæmpelse siden 2016.
Herudover har byens foreninger tjent omkring 180.000 kr. siden 2019 ved at stille arbejdskraft til rådighed i forbindelse med indsamlingsshowet.
I år står byen endnu engang sammen om en masse spændende aktiviteter og tiltag i uge 42 og 43.
Det hele kulminerer, traditionen tro, i et stort indsamlingsshow i DGI Huset lørdag den 28. oktober.
Arrangørerne kunne ret hurtigt melde udsolgt, og hele 556 gæster kan se frem til et brag af en fest, hvilket er rekordmange. Det glæder styregruppen og bestyrelsen for foreningen, Christina Wellendorf, Jannie Hedelund og June Haugaard Mejlholm, der har valgt at træde ud af bestyrelsen efter dette års arrangement.
- Vi er meget glade og taknemmelige for, at byen og samarbejdspartnerne endnu engang bakker op om indsamlingen og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at slutte med endnu en stor donation og en festlig aften, fortæller gruppen.
- Vi har lagt rigtig mange timer i projektet og det har været både spændende og sjovt at være med, men nu søger vi nye kræfter til at tage over.
Rigtig mange virksomheder, både i og udenfor Aabybro, har igen i år doneret gaver, der skal bruges til auktioner, konkurrencer og en tombola for at samle penge ind til formålet.