MTB-kørsel er på skemaet i Hjortdal Ungdoms- og Idrætsforening, som til maj fejrer sin 90 års fødselsdag. Privatfoto
Det sker

90 år og i topform: Fejres med reception

22. april 2022 kl. 10:20

Man kan snildt runde 90 år og stadig være i topform.

Det er Hjortdal Ungdoms-og Idrætsforening er godt eksempel på. Siden foreningen blev stiftet 10. maj 1932, har den været centrum for et væld af aktiviteter og gode stunder for masser af mennesker i lokalområdet.

90 års-dagen fejres med en reception i klubhuset i Hjortdal lørdag 7. maj fra kl. 12.00. Her vil der være mulighed for at få en lille bid mad og andet godt til ganen.

Det fortæller Ditte Nørager, Hjortdal Ungdoms-og Idrætsforening, i et skriv til Nordjyske.

Da foreningen begyndte, var det primært gymnastik, folkedans og foredrag, der var på programmet. Men allerede efter et par år blev håndbold koblet på.

Det var først omkring 1957, at man ved den daværende Hjortdal Kommune anlagde den stadion som stadig i dag er i Hjortdal. Indtil da lånte man forskellige græsmarker.

- Ofte spillede man i det tøj, man kom i, men hvis man skulle klæde om, eller hvis man skulle ”træde af på naturens vegne” foregik det bag ved en busk og ofte bestod opvarmningen i at fjerne kolort, lyder det fra Ditte Nørager.

I 1935 blev ringridningen en del af en folkefest, hvor der også var håndboldkampe og en stor gymnastikopvisning. Det hele blev overværet af 2000 tilskuere, som havde taget plads i ”Gryden”. Siden blev ringridderstævnet flyttet til festpladsen ved Slettestrand. I 1980’erne var ringridderstævnet det største i Nordjylland og det er stadig en af de største. I dag er flertallet af deltagerne dog piger.

I forbindelse med at Hjortdal Skole lukkede i 2012, stoppede børnefodbold i Hjortdal også, men blot få år efter startede en helt ny aktivitet op i Hjortdal nemlig mountainbike, og i dag er der både hold for børn og voksne.

I dag er der stadig seniorfodbold i Hjortdal, og sidste år startede endnu en ny aktivitet op nemlig crossfit.

Den frivillige indsats omkring foreningen har været et afgørende kendetegn hele vejen igennem.

- Derfor, når man fejrer en idrætsforenings fødselsdag så fejrer man frivilligheden, da man uden alle de frivillige hænder ikke havde nogen idrætsforening, lyder det fra Ditte Nørager.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu