Billede beskrivelse

Det gamle hus fik sin fortjente festdag

03. november 2024 kl. 06.02

NØRHALNE: I 120 år har borgerne i Nørhalne haft et forsamlingshus til store og små arrangementer, fødselsdage, familiefester og meget mere. Omkring 250 mødte op i byens hus for at være med til at fejre fødselsdagen og vise, at forsamlingshuset fortsat er en vigtig del af byens kulturelle liv.

Nørhalne Borgerforening, som ejer forsamlingshuset, har fået 80 nye flagstænger takket være en økonomisk håndsrækning fra Nordeafonden. Flagene var på plads i byen og var med til at gøre fødselsdagen ekstra festlig.

Billede beskrivelse

Fødselsdagsfesten begyndte kl. 9 om formiddagen med kaffe, rundstykker og en skarp. Omkring 90 morgenfriske mødte op, og de kunne også glæde sig over et fint foredrag af Helle Landberg Kristensen, der fortalte om Nørhalne i gamle dage og forsamlingshusets historie.

- Det var noget de fremmødte kunne lide at høre om og der blev snakket ivrigt videre efterfølgende, fortæller Morten Glerup, der er formand for borgerforeningen og forsamlingshuset.

Om eftermiddagen fra kl. 14 kørte anden del af arrangementet med omkring 150 deltagere - både børn og voksne.

- Pølsevognen var parkeret foran hovedindgangen og var meget velbesøgt. De fik solgt 400 hotdogs, fortæller Morten Glerup.

Inde i forsamlingshuset var der trængsel ved slush ice og popcorn maskinerne.

- Dagen sluttede med, at en træt arrangements-gruppe hentede flag og flagstænger hjem igen ved 18-tiden, fortæller Morten Glerup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste