Billede beskrivelse

- Det er bedst uden bopælspligt - lige nu

10. september 2024 kl. 06.02

JAMMERBUGT: Det er bedst, at der i Jammerbugt Kommune ikke er bopælspligt, forstået på den måde, at ejer man en ejendom, behøver man ikke selv bo i den eller leje den ud permanent, men kan leje ejendommen ud som sommerhus. Men udvalget for teknik og miljø er alligevel klar til at sige nej til udlejning af helårshuse som sommerhuse i konkrete områder, hvis der kommer et ønske om det.

Det siger Christian Hem, formand for udvalget.

Udlejning eller salg af helårshuse til ferieboliger finder også sted i Jammerbugt, primært i de kystnære byer Saltum, Ingstrup, Blokhus, Hune og Tranum. 

Billede beskrivelse

Foreløbig ikke i så stort et omfang, at det skaber problemer i form af, at områder med helårsboliger omdannes til feriehus-områder. Dog har der været tilløb til bekymring i Hune-området over, at der er bygget helårsboliger udelukkende til udlejning som ferieboliger.

- Når der er mulighed for at udleje helårsboliger som ferieboliger, er der en vis sikkerhed for, at boligerne vedligeholdes i stedet for at stå og forfalde. Det gælder også stuehuse ved nedlagte landbrug. Det er meget positivt, at der er mulighed for at udleje de tomme boliger til turister i en turistkommune som Jammerbugt, siger Christian Hem.

- Jammerbugt Kommune er bedst tjent med, at vi ikke har et krav om bopælspligt, lyder det fra Christian Hem og tilføjer, at skulle der blive en af de kystnære by, hvor der bliver for mange helårsboliger omdannet til sommerhuse, kan der indføres bopælspligt.

Teknisk udvalg er også indstillet på, at der ved kommende lokalplaner for nye boligområder kan komme et krav om bopælspligt.

- Er der en lodsejer, som vil udstykke nye grunde til boliger og ønsker, at det skal være helårsboliger med bopælspligt, så vil vi være lydhøre overfor det, siger Hem.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste