Der bliver ekstra underholdende indefodbold mellem jul og nytår
NØRHALNE: Traditionen med den store turnering i indefodbold i Nørhalne Hallen mellem jul og nytår fortsætter i år med start 28. december. Nørhalne VVS Cup, som turneringen hedder, har været spillet i mere end 40 år, og igen i år er det med deltagelse af 20 nordjyske hold.
Der spilles efter særlige regler, som sikrer, at publikum får både spændende kampe og masser af mål.
I år bliver Nørhalne VVS Cup spillet med indledende runder i puljerne 1 og 2 søndag 28. december samt mandag 29. december med puljerne 3 og 4. Begge dage er det fra kl. 18.30.
Finaleaftenen finder sted tirsdag 30. december, også kl. 18.30.
Den samlede præmiesum er på 15.000 kroner. Der er også præmier til stævnets topscorer samt den bedste spiller fra hver af de to finalehold. Desuden er der konkurrencer med præmier til publikum hver aften.
Søndag aften 28. december mødes Aalborg KFUM, Skovsgaard B, Aabybro IF, Frederikshavn fI og Sulsted IF i pulje 1, mens pulje 2 udgøres af Gug Boldklub, VHG, Aalborg Chang, St. Restrup IF og Vejgaard B.
De to bedste fra hver pulje spiller om aftenens præmiesum og har samtidig kvalificeret sig til finaleaftenen.
Mandag 29. december er det holdene i pulje 3 og 4, der kæmper om fire finalepladser.
Pulje 3 er Hjørring IF, AaB, Fremad Nørhalne, Skjold Sæby IF og Storvorde B.
Pulje 4 tæller Løgstør IF, Nørresundby fB, Brønderslev IF, Asaa/Hjallerup og sidste års vinder, Jetsmark IF.