De løb og gik sig til flere hundrede tusinde kroner
For sjette år i træk blev der samlet penge ind til Kræftens Bekæmpelse i Fjerritslev
Vejrguderne var med hele dagen – høj solskin og ikke meget vind, da Stafet For Livet 3. september løb af stablen i Fjerritslev.
Ifølge Ellen Sørensen fra Styregruppen bag "Stafet For Livet" smittede det godt af på aktiviteterne og opbakningen rundt omkring på de forskellige hold.
Stafetten blev som sidste år afviklet som decentrale stafetter. Dette skyldes blandt andet, at Styregruppen i år ikke er fuldtallig og derfor ikke nok frivillige hænder til at afvikle stafetten på Dyrskuepladsen, som man havde håbet på.
Der var tilmeldt 10 hold med i alt 461 deltagere. Der er foreløbig indsamlet mere end 200.000 kroner, men det endelige resultat er endnu ikke gjort op, oplyser Ellen Sørensen og tilføjer, at der blev tilbagelagt mange kilometer rundt omkring på holdene.
- På et af holdene var der et par seje og ihærdige løbere, der løb henholdsvis 60 og 51 kilometer i løbet af de 12 timer stafetten varede. Kampgejsten blev hjulpet godt på vej af gode sponsorater pr. kilometer.
Hos alle hold så man stor kreativitet for at lave arrangementer under stafetten, der alt sammen skæppede godt i kassen – der var bl.a. auktioner, salgsboder, strikkerier, blomsterkranse, tombola, salg af muffins, Særligt denne aktivitet var der rift om, idet der blev solgt tusind muffins.
Ifølge Ellen Sørensen havde alle gjort en stor indsats for at gøre det hyggeligt for deltagerne med telte, borde og stole, bespisning, flot blomsterpynt, balloner og flag.
- Alle havde virkelig gjort en indsats for at skabe noget socialt samtidig med indsamling til formålet, oplyser hun.
Og endelig blev der solgt mange lysposer, hvor deltagerne kunne dekorere og tænde lys da mørket faldt på lørdag aften. Årets lystaler var Sonia Luther Nielsen, mens Per Gregersen og hans datter, Salila, stod for sang under lysceremonien, der også blev holdt decentralt på stafetterne rundt omkring..
- Styregruppen bag Stafet for Livet Fjerritslev er generelt tilfredse med årets stafet og går nu i tænkeboks i forhold til afvikling af Stafet for Livet 2023, slutter Ellen Sørensen.