Dart-stævne for firmahold: Det vigtigste er hyggen
PANDRUP: Jetsmark Dartklub holder tirsdag 26. maj en Sommer Cup for firmahold fra Jammerbugt Kommune. Stævnet afvikles i Jetsmark Idrætscenter, hvor deltagerne får mulighed for at prøve klubbens fem nye digitale dartbaner.
- Turneringen henvender sig til medarbejdere fra lokale virksomheder, som har lyst til at prøve kræfter med dart i hyggelige og uformelle rammer, fortæller Søren Jensen, formand for Pandrup Firma og Familieidræt, som dartklubben er en del af.
Holdene består af to spillere, men der må gerne være op til tre deltagere på hvert hold, som kan skiftes til at spille undervejs.
- Vi håber, at mange virksomheder vil bruge aftenen som en sjov social aktivitet for medarbejderne. Man behøver bestemt ikke være erfaren dartspiller for at være med. Det vigtigste er lysten til at have en hyggelig aften sammen med kollegaerne, fortæller Søren Jensen.
Der spilles disciplinen ”Cricket”, som er et underholdende dartspil, hvor deltagerne kommer rundt på hele dartskiven. Ifølge klubben er spilleformen særligt velegnet til både nye og mere erfarne spillere, fordi et par gode kast hurtigt kan vende en kamp.
Alle kampe afvikles på digitale dartbaner, som automatisk registrerer og beregner spillernes score. Det gør det nemt for nye deltagere at komme i gang.
- Vi vil gerne have gang i en firmaturnering, men nu holder vi i første omgang en Sommer Cup, og så håber vi, at der efter sommerferien bliver mulighed for at komme i gang med en firmaturnering, siger Søren Jensen.
- Vi vil i det hele taget gerne have genoplivet firmaidrætten. Vi har masser af individuelle medlemmer, men vi kunne godt tænke os at få gang i firmaidrætten igen - ligesom for år tilbage. Vi kan lave firmaturneringen inden for alle vores aktiviteter, hvis der er interesse for det, tilføjer han.
Sommer Cup afvikles som ”alle mod alle”, og holdene fordeles ved lodtrækning. Der er plads til maksimalt 10 hold efter først-til-mølle-princippet. Der er tilmelding til Søren Jensen.