Billede beskrivelse

Bridgeklub er stadig fuld af liv

16. oktober 2024 kl. 06.03

FJERRITSLEV: Der er stadig stor aktivitet i Fjerritslev Bridgeklub, hvor 76 engagerede bridgespillere samles hver tirsdag aften i Kultur/Senior Centret her i vintersæsonen.

Spillet foregår på fire niveauer: A, B, C og D, og der spilles med de samme kort i alle rækker. Hver uge er det en fra Fjerritslev Bridgeklubs bestyrelse, som sørger for at blande 4 sæt af 28 spil kort ved hjælp af klubbens kortblandemaskine.

Når aftenen er slut, har alle spillet de samme kort, og de bedste hold tildeles førsteplads, andenplads osv.

Efter seks uger opgøres stillingen, og der uddeles vinpræmier til de to bedste hold i hver række. Herefter begynder en ny seks ugers runde.

Fredagsbridge

I vinterhalvåret er der også mulighed for at deltage i fredagsbridge. Hvis tirsdag aften ikke er nok, kan man mødes til en hyggelig eftermiddag om fredagen for at træne og forbedre sine færdigheder i spillet.

Nye spillere

Bridgeklubbens gratis kursus har i år tiltrukket fire nye spillere, som netop er begyndt at lære spillet. Klubben er stolt af at kunne tiltrække nye medlemmer år efter år.

Alle interesserede er meget velkomne til at kontakte klubben for at lære det spændende spil. Yderligere information kan findes på Fjerritslev Bridgeklubs hjemmeside eller via klubbens Facebook-side.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste