Brandmændenes kage blev spist
Åben brandstation i Pandrup blev en stor succes med omkring 400 gæster, skønner brandstationens leder Karsten Pedersen.
Brandfolkene havde sørget for 300 stykker kage til de besøgende. De forsvandt hurtigt, og der var også mange besøgende, som ikke fik kage.
Brandstationen er renoveret og bygget om. Det ville Karsten Pedersen og hans kolleger gerne vise frem for offentligheden. Desuden vil deltids-brandfolkene i Pandrup gerne have et par nye kolleger.
- Rigtig mange spurgte ind til jobbet, som deltidsbrandmand. Flere gav udtryk for, at det længe har overvejet at blive deltids brandmand, men ikke rigtig vidste, hvor de skulle henvende sig. Med den store intetesse er jeg ikke i tvivl om, at vi nok skal få et par nye deltids-brandfolk, siger Karsten Pedersen.
En tur i liften
Brandfolkene havde kørt materiellet ud af garagen, så alle kunne kigge nærmere på brandslukningskøretøjerne. Og børnene kunne få lov til at sidde bag rattet i en rigtig brandbil. Ambulancefolkene viste også deres køretøj og udstyr frem.
En rigtig stor succes var en tur i liften, som i dagens anledning var kørt fra brandstationen i Brovst til Pandrup. Fra liften i fuld højde var der en fin udsigt over Pandrup. Både børn og voksne stod i kø for at komme op og nyde udsigten.
Også en frigørelses-aktion var der stor interesse for. En person, som sad fastklemt i en lille Suzuki skulle skæres fri og køres på hospitalet. Det krævede en indsats fra både brandfolkene og ambulance-folkene. Men den kæmpestore saks blev den lille bil skåret i stykker og den fastklemte blev reddet ud og transporteret væk i ambulancen.
- Jeg synes, det har været en rigtig god dag. Vi er meget tilfredse, lyder det fra Karsten Pedersen.