Billede beskrivelse

Borgere vil puste nyt liv i købmandsbutikken

Halvrimmen-borgere håber at rejse opbakning og dermed penge til at købe den lukkede købmandsbutik.

08. juli 2022 kl. 07.53
Opdateret kl. 17.10

HALVRIMMEN: 28. februar blev dørene til Min Købmand i Halvrimmen lukket for sidste gang. Siden har byen ikke haft en dagligvareforretning. Men et møde forleden har blæst nyt liv i håbet om, at købmanden snart genåbner.

På mødet deltog en repræsentant for den tidligere købmand, formanden for Halvrimmen Borgerforening, formanden for idrætsforeningen ØHIK og en repræsentant for Dagrofa, der står bag Min Købmand-kæden. Den gode nyhed er, at den tidligere købmand gerne vil sælge butikken til byen.

- Vi skal se, om vi kan få solgt nogle anparter, så vi kan få rejst nogle penge igen, som vi gjorde i 2010, siger en meget glad formand for Halvrimmen Borgerforening, Hanne Jensen.

Dengang dannede borgerne i Halvrimmen et netværk, hvor de købte anparter, så de sammen kunne købe den bygning, der huser købmandsbutikken. Siden fik den tidligere købmand, Stefan Malgaard, så godt gang i forretningen, at han i 2015 kunne købe alle anparterne og dermed hele bygningen af netværket.

- Nu skal vi prøve at få gang i det gamle netværk, som vi havde, da vi for 12 år siden startede købmanden op. Det forsøger vi i næste uge, når der er møde i hallen, fortæller Hanne Jensen.

Billede beskrivelse

Halvrimmen-borgerne var i forvejen indkaldt til møde 14. juli - dog med en helt anden dagsorden. Nemlig at vælge en ny repræsentant til landdistriktsrådet. Nu er der imidlertid også vigtigere ting at debattere.

- Det er vigtigt, at man kommer, så vi kan se, om der er stemning for, at vi køber butikken igen med henblik på at få en købmand ind. Personligt tror jeg på, at der er opbakning til det, siger borgerforeningsformanden.

- Jeg tror, at når vi står sammen i Halvrimmen, investerer vi også i byen. Når der er en købmand, vil det betyde, at byen er værd at flytte til igen, og vi kan sælge vores huse igen. Det vil endvidere betyde, at folk vil blive boende i byen, fortsætter Hanne Jensen.

Glad til et 11-tal

I 2010 købte borgerne i Halvrimmen anparter til en værdi af 600.000 kroner for at kunne købe købmandsbygningen, og formanden vurderer, at det formentlig er et lignende beløb, der skal samles sammen i dag. Hun tror så meget på, at byen lykkes med projektet, at hun på en skala fra 1 til 10 er glad til et 11-tal.

- Jeg synes jo lige pludselig, at det bliver meget sjovere at bo i Halvrimmen, fordi vi nu får en butik igen, fortæller Hanne Jensen

- Vi mangler også det mødested, som butikken var. Det savner jeg virkelig, og jeg savner muligheden for at gå til købmanden.

Torsdag 14. juli klokken 19 tager byen første skridt mod at få købmandsbutikken genåbnet. Andet skridt er et stormøde i begyndelsen af august.

- Så skal vi have nedsat nogle arbejdsgrupper og vi håber desuden, at der melder sig frivillige, som vil hjælpe med at male og gøre butikken klar, fortæller Hanne Jensen.

Billede beskrivelse

Men først og fremmest handler det om at samle penge ind. Når de er i hus, skal den helt rigtige købmand findes.

- Og vores huse de stiger i værdi allerede i morgen. Det er jeg sikker på, de gør, lyder det fra formanden for borgerforeningen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste