Bilist overså, at anden bil holdt stille på hovedvej
To biler stødte sammen på rute 11 ved Fjerritslev
Ved 13.30-tiden lørdag skete der et trafikuheld på Bygholmvejlevej - Rute 11 - ved Fjerritslev.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
- En bil holdt stille på Bygholmvejlevej, fordi den skulle svinge til venstre. Her blev den så ramt bagfra af en anden bil, hvis fører ikke var opmærksom på, at den første bil holdt stille. Det skete med forholdsvis høj hastighed, fortæller vagtchef Lau Larsen.
Han betegner det som heldigt, at der ikke skete alvorlig personskade.
- Men der skete store materielle skader, fortæller Lau Larsen. Af den grund tog oprydningsarbejdet også et stykke tid, og hovedvejen måtte spærres i begge retninger imens. Der blev atter åbnet for trafikken ved 14.45-tiden.
Føreren af bilen, der holdt stille for at dreje, er en 21-årig mand. Føreren af den anden bil er en 26-årig kvinde. Begge blev kørt til tjek på skadestuen for en sikkerheds skyld, oplyser vagtchefen. Det samme gjorde to passagerer.