Autocampere skal væk fra nedkørsel til strand
Ligesom i sommeren 2023 vil der til sommeren 2024 blive en autocamper-fri zone ved nedkørslen til Blokhus Strand.
Det har udvalget for teknik og miljø besluttet.
Den autocamper-fri zone bliver i 2024 udvidet en anelse. Det samme bliver den periode zonen skal gælde. I 2024 bliver det i alle tre sommermåneder.
Fra 1. juni 2024 til 1. september 2024 skal autocampere omkring 400 meter syd for nedkørslen i Blokhus, hvis de vil parkere på stranden. Det er der, hvor badehusene stopper. Eller 300 meter nord for nedkørslen. Her er det en udvidelse af zonen fra 100 meter.
- Vi har intet imod autocampere på stranden, men det giver trafikale problemer, når de klumper sammen tæt på nedkørslen. Trafikalt er der meget tryk på i Blokhus i sommerperioden, siger Michael Krogsgaard (V), formand for teknisk udvalg.
De autocamper-fri zoner etableres kun ved Blokhus Strand.
- Det er ved nedkørslen til Blokhus Strand, vi har problemerne. Ved de andre nedkørsler har vi ikke set tilsvarende trafikale problemer, siger Michael Krogsgaard og tilføjer, at det er hans opfattelse, at de parkeringsfri zoner stort set blev overholdt i sommeren 2023.
Overnatning
Mange borgere har gjort opmærksom på, at en hel del autocampere parkerer så længe på stranden, at det minder om at campere. Og det er ulovligt at campere på stranden.
- Vi er klar over, at der er der er folk med autocampere, som holder på stranden hele natten og at det derfor minder meget om at campere. Der er også skilte, der fortæller, at det er ulovligt at campere. Men det er uden for vores beføjelser at gribe ind, siger Michael Krogsgaard.
Han tilføjer, at det er tilladt at raste - holde hvil, inden man kører videre - på stranden. Også om natten. Derfor er det svært at afgøre om autocamperne camperer - som er ulovligt, eller raster - som er lovligt. Politiet har også svært ved at afgøre om der er tale om camping eller rast.
- Derfor vil vi rette henvendelse til Vestkystsamarbejdet og politikerne på Christiansborg for at få præciseret hvad det er at campere, og hvad det er at raste. Vi skal have ens regler for hele landet. Det er ikke kun her i Jammerbugt, der er problemer med parkerede autocampere, siger Michael Krogsgaard,