- Vi er alle fucking jyder. Mumle kickstartede Vesterhavsrock
FJERRITSLEV: Så er festen i gang. Vesterhavsrock er begyndt.
Arrangørerne skævede nervøst til vejrudsigten, der lovede torden og regn lige omkring starten. Men de slap med skrækken.
Til gengæld brød solen igennem og gav de allerbedste betingelser for en rigtig fest.
På slaget 13 lagde Mumle ud på Skovscenen med ordene ”Vi er alle fucking jyder” – og så havde hun publikum i sin hule hånd. Mest de unge foran scenen, mens de lidt ældre holdt sig tæt nærhed til de mange barer, der bød på alt fra fadøl til friskpresset appelsinjuice med vodka.
Bedre end Løgstør
Senere gik Martin Kanstrup fra Thy på scenen. Også han appellerede til lokalpatriotismen.
- I er meget bedre end dem i Løgstør, fedtede han og fik et stort bifald.
Arrangørerne håber at slå sidste års publikumsrekord, hvor der var 6.000 mennesker forbi Vesterhavsrock fredag og lørdag.
- Rekorden er inden for rækkevidde, for vi har aldrig før solgt så mange partoutkort i forsalget, fortalte formanden for Vesterhavsrock Søren Mortensen i sidste uge.
Festen fortsætter resten af fredagen med musik fra Skovscenen, Pianobaren og Baggården. Sidste mand på Skovscenen bliver populære Icekiid – og de allersidste toner står husorkestret Rifforama for på den lille scene i Baggården.
Lørdag fortsætter festen kl. 13 med Blæst på den store scene – og her slutter det hele også, når Suspekt går på scenen kl. 22.30.