Vesterhavsrock satte publikumsrekord og tørlagde byen
FJERRITSLEV: Endnu en gang har Vesterhavsrock sat publikumsrekord.
- Vi har i løbet af weekenden haft i alt næsten 7.000 gæster – og dermed har vi slået sidste års rekord på 6.000 besøgende, siger Søren Mortensen, formand for Vesterhavsrock.
- Det er fantastisk, at vi i by af Fjerritslevs størrelse kan gennemføre et så stort arrangement og trække så mange mennesker. Det er jeg stolt af – og også meget glad.
- Det er så givende at være med til. Alle løfter i flok uden at brokke sig. De frivillige hjælpere giver alt, hvad de har i sig – og mange har endda taget ferie for at være med.
Stort oprydningsarbejde
Søndag morgen var omkring 100 frivillige mødt op for at gå i gang med det store oprydningsarbejde. Overalt på dyrskuepladsen og i bøgeskoven var der mennesker, som samlede skrald, pillede stilladser og boder ned og kørte inventar på plads i lageret bag ved Jammerbugt Idrætscenter.
Arrangørerne kan se tilbage på et arrangement, hvor alting klappede – og publikum havde en fantastisk oplevelse i trygge rammer.
Da det hele var forbi natten til søndag ved 2-tiden, lød meldingen fra både sikkerhedsvagter, samaritter, kommunens SSP-folk og politiet, at det havde været et fredeligt arrangement – og der havde ikke været nævneværdige episoder.
- Vejrguderne var i den grad også været med os, siger Søren Mortensen.
- Begge dage kunne vi se på vejrradaren, at adskillige tordenbyger havde kurs mod Fjerritslev. Men bortset fra et par smådryp tidligt søndag eftermiddag hold det tørvejr, og skabte den perfekte ramme for hygge og fest.
Vodkaen slap op
Kun en ting gik galt. Fjerritslev er søndag totalt tørlagt for vodka – og skal søndagssjussen spædes op, må man en tur til de omliggende byer.
- Vi var forberedt på publikumsrekorden og havde købt ekstra ind af stort set alt. Alligevel løb vi tør for vodka lørdag aften, fortæller barchef Niki Larsen.
- Med hjælp fra de handlende i Fjerritslev fik vi skaffet 150 flasker fra butikkerne, men her søndag morgen er byen totalt tørlagt. Det beklager vi, men jeg tror, at hanboerne overlever. Efter fredagens og lørdagens fest er der næppe så mange tørstige sjæle tilbage i byen, griner Niki Larsen.
Bag Vesterhavsrock står FIF Håndbold, FIF Fodbold, Fjerritslev Tennisklub, Fjerritslev Badmintonklub og Fjerritslev Gymnastikforening.