Velbesøgt borgermøde: Tæt på en million biler kører mod Blokhus i løbet af et år
BLOKHUS: Trafikbelastning, tilflytning, affald, autocampere, sandfygning, flytning af Sømærket og en lang række andre emner blev drøftet, da Blokhus og Omegns Grundejerforening var vært ved et borgermøde torsdag aften på Restaurant Nordstjernen i Blokhus.
Omkring 280 fastboende og sommerhusejere var mødt op, og dermed var der fuldt hus til borgermødet.
Fra kommunal side deltog formanden for teknik- og miljøudvalget, Christian Hem (V), og fra kommunens tekniske forvaltning: Kjell Agerbo, Kristian Olsen og Katrine Brix. De redegjorde for aktuelle projekter og for det plangrundlag, der ligger til grund for udviklingen af området.
Katrine Brix Mørk orienterede blandt andet om status for flytningen af Sømærket, som også grundejerforeningen har været involveret i.
- Lokalplanen, der muliggør flytningen blev vedtaget i december. Det er besluttet at opføre et nyt Sømærke 18 meter længere ind i landskabet, og der bliver etableret en gangsti fra Strandkiosken til Sømærket, hvor der også bliver lavet en platform, hvorfra man kan kigge ud over vandet, fortalte Katrine Brix Mørk.
Formanden for Blokhus og Omegns Grundejerforening, Jens Saabo, kunne supplere med, at arbejdet ventes at gå i gang i foråret.
- Grundejerforeningen fik Sømærket rejst i 2006, og det er blevet et brand for området - ikke blot i Danmark men også i udlandet. Tænk sig hvis vi havde sørget for at få royalties, hver gang det blev benyttet, konstaterede han med smil i stemmen.
- Vi glæder os til at arbejdet med det nye Sømærke kan gå i gang, og både Karl Korfits og jeg er klar til at pille det gamle ned, og vi har et par piger i bestyrelsen, der har sagt ja til at male det nye, sagde formanden til stor morskab for forsamlingen.
Visioner for Hune
Katrine Brix Mørk orienterede desuden om en Masterplan for Hune, der blev vedtaget af kommunalbestyrelsen i efteråret 2024.
- Mange ønsker at investere i Hune, og derfor har det været nødvendigt at udarbejde en plan, som beskriver visioner og en retning for udviklingen, sagde hun.
Masterplanen skitserer nye boligområder i Hune, og den del afstedkom spørgsmål omkring trafikbelastningen som følge af flere boliger i området: Hvorfor bliver I ved med at udvide, hvis ikke I har en løsning på trafikudfordringen, ville en gerne vide.
Såvel Kell Agerbo som Christian Hem beroligede med, at netop trafiksituationen er et område, som har kommunens fokus, men at der ikke er noget quick-fix.
Karsten Jepsen, indehaver af Blokhus Camping, tilføjede, at selv om der er mange ønsker om flere boliger, er der også planer, som ikke øger trafikken til området.
- På campingpladsen erstattes 100 enheder med 28 sommerhuse, sagde han.
Godt 850.000 biler kører til Blokhus
I perioder er der mange biler på vejene – det viste en trafiktælling, som Kristian Olsen kunne præsentere. Et kamera der er opsat ved lyskrydset i Hune tæller ikke blot de biler, der kører gennem krydset og til Blokhus, men registrerer også nationalitet.
- Fra november 2023 til oktober 2024 har 858.000 biler kørt gennem krydset - 20 procent af disse er tyske gæster, fortalte han.
Kristian Olsen kunne desuden oplyse, at den 17. januar 2024 passerede færrest biler gennem krydset pr. døgn nemlig 158 biler. Tilsvarende var den 20. juli 2024 døgnet med flest biler: 6.580.
Ikke mere plads i Blokhus
Ønsket om at bygge i Hune er affødt af, at der er ganske få om ikke nogen ledige byggegrunde at finde i Blokhus.
- Der er ikke mere plads i Blokhus, der er kun Mølleplads, og den gemmer vi til, at kommunen mangler penge, sagde afdelingsleder fra Jammerbugt Kommunes tekniske afdeling, Kell Agerbo, med lune i stemmen.
Christian Hem var enig med Kjell Agerbo, at Mølleplads er ”penge i banken”, og et salg har da også været drøftet politisk ad flere omgange.
- Min holdning er, at vi skal vente med at sælge Mølleplads, for den løser en stor udfordring omkring parkering, når der er mange mennesker i byen, sagde udvalgsformanden.
Autocampere til debat
Problematikken omkring autocampere på stranden blev også et hedt emne. Mange er kede af de store mastodonter, som ifølge flere af de fremmødte efterlader affald på stranden og bruger den ikke blot til rast men til flere dages ophold.
- Stranden betragtes som en vej, som kan benyttes til trafik og til parkering. Det betyder, at man godt må raste – altså tage et hvil - men ikke campere på stranden, sagde Kristian Olsen.
Der er ingen tvivl om, at antallet af autocampere også i de kommende år vil stige, og fra kommunal side forsøger man sig med parkeringsforbud og skiltning. Det er politiet, der har myndighedsopgaven i forhold til at sikre, at parkeringsreglerne bliver overholdt.
- Igen i 2025 indfører vi forbud mod at parkere i et område 300 meter nord og 400 meter syd for nedkørslen til stranden. Forbuddet gælder i perioden fra den 1. maj – 1. november, og samtidig bliver der sat nye forbudsskilte op, fortalte Kristian Olsen.
Jammerbugt Kommune står ikke alene med udfordringen, og derfor er det en sag, der drøftes med kommuner langs vestkysten. Håbet er, at Christiansborg kan medvirke til entydige regler på området.
Igen toiletter centralt i Blokhus
Udvalgsformand Christian Hem kunne også løfte sløret for, at en løsning med offentlige toiletter centralt i Blokhus er undervejs. Eftersom Kalstrup Livstilshus og Jammerbugt Kommune ikke kunne nå til enighed om en aftale om brug af livstilshusets toiletter, blev der indgået en aftale med Restaurant Nordstjernen, som åbnede stedets toiletfaciliteter for offentligheden.
- Det har ikke været en optimal løsning, for ønsket er, at toiletterne ligger ved torvet, sagde Christian Hem.
- Der har tidligere været offentlige toiletter i det gamle bowlingcenter, og de fungerer pt. som lager for Juvelen, og ejer Jytte Villadsen er indstillet på at afgive pladsen. Derfor er lageret ved at blive tømt, og herefter skal vi have undersøgt, om toiletterne fortsat virker. Jeg er overbevist om, at vi i fællesskab kan finde en løsning, så vi kan imødekomme ønsket om igen at have toiletter på torvet, sagde han.