Vejret var med dyrskuet – endnu en gang
FJERRITSLEV: By og land mødtes i det skønneste solskinsvejr, da Fjerritslev dyrskue åbnede lørdag morgen på slaget 9 med fællessang, selvfølgelig I østen stiger solen op.
Formanden for dyrskuet Jørgen Vigsø bød velkommen og konstaterede, at igen i år var vejret med den store begivenhed.
Dyrskuet har rekordtilslutning med i alt 219 tilmeldte dyr. De fleste var kvæg, og allerede under åbningsceremonien blev de første linet op til den såkaldte besætnings-bedømmelse, der bestod af seks grupper af kødkvæg og otte grupper af malkekvæg.
Dagens første vindere
Dagens allerførste vinder var en besætning på fire dyr af charolais-racen fra Neergaard Charolais, der stillede op til gruppefoto med rumpen mod publikum.
- Når vi har med kødkvæg at gøre, er det nemlig rumpeformen, der er det vigtigste, afslørede dommeren Palle Larsen over for det forbløffede bypublikum.
Og så gik bedømmelserne ellers slag i slag på to arenaer med køerne i den største og hestene i en lidt mindre.
Dyrskuets åbningstale bød på en debut til Jammerbugt kommunes nyslåede borgmester Christian Hem – og han indrømmede da også på stedet, at han ikke havde insiderviden om livet på landet.
I stedet lagde hun ud med en vits om de mange store maskiner, der var udstillet sammen med dyrene.
- De koster mindst en halv bondegård, lød det fra borgmesteren, der fastslog, at landbruget er vigtigt for kommunen og beskæftigelsen i Jammerbugt kommune.
Formanden var ude med høtyven
Dagens anden tale blev holdt af formanden for den nordjyske afdeling af landbrugsorganisationen Agilix, Carl Christian Pedersen. Agilix er også arrangør af dyrskuet. Han var ude med høtyven efter politikerne i den netop overståede valgkamp.
- Politikerne konkurrerede om at svine landbruget til. Det var som om, alle Danmarks problemer stammer fra landbruget. Heldigvis ved vi bedre – på den dag som i dag viser vi, at både miljø og dyrevelfærd ligger alle landmænd stærkt på sinde. Husk på, at alle de grønne marker, som vi kører forbi netop nu, er Danmarks vigtigste råstof.
Fjerritslev dyrskue fortsætter resten af dagen frem til klokken 16.30. Udover de mange dyr kan publikum også opleve levende formidling af vikingernes håndværk, musikalsk underholdning, opvisninger og en bred erhvervsudstilling.
For børnene er der aktiviteter hele dagen med børnedyrskue, spejderaktiviteter, pedaltraktorer, ansigtsmaling og leg i skoven.