Unge vender tilbage til Jammerbugten
BIERSTED: Jammerbugt Kommune markerer sig som et attraktivt sted for unge at vende tilbage til, efter de har været væk for at studere eller arbejde.
En ny undersøgelse fra KL’s analysemagasin Momentum placerer kommunen på en imponerende 7. plads blandt landets kommuner, når det gælder andelen af unge tilbageflyttere.
Undersøgelsen viser, at 17,8 procent af de 35-årige i kommunen er flyttet tilbage, efter de tidligere havde forladt området. Borgmester Mogens Christen Gade peger på, at denne succes ikke er tilfældig, men resultatet af en målrettet politisk indsats for at skabe attraktive rammer for både til- og tilbageflytning.
- Unge fraflyttere er oplagte kandidater til at vende tilbage, særligt når de stifter familie og søger et godt sted at slå sig ned. Derfor prioriterer vi familielivet med gode byggegrunde, kvalitetsinstitutioner, skoler, jobmuligheder og et rigt fritidsliv.
- Vi ved dog også, at følelsesmæssige bånd og netværk spiller en vigtig rolle i beslutningen, udtaler borgmesteren.
Klub Jammerbugt styrker netværket
Et af kommunens initiativer for at fastholde båndene til unge fraflyttere er Klub Jammerbugt, som blev lanceret af bosætningskonsulent June Haugaard Mejlholm. Klubben tilbyder sine næsten 400 medlemmer opdateringer om kommunen, invitationer til events og rabatter.
- Klubben fungerer som en livline til hjemegnen. Den holder netværket levende og gør det nemmere for tidligere borgere at overveje en tilbageflytning, forklarer June Haugaard Mejlholm.
Foreninger skaber tilhørsforhold
Foreningslivet er en hjørnesten i kommunens sammenhængskraft, og med 51,6 procent af borgerne aktive i foreninger skiller Jammerbugt sig ud. Biersted IF er et godt eksempel.
Foreningen sikrer, at unge, der flytter til Aalborg, stadig kan deltage ved at stille en bil til rådighed, som to gange om ugen transporterer spillere til træning.
- Siden vi fik Aalborg-bilen i 2022, har vi ikke kunnet mærke fraflytningen på seniorholdene – tværtimod. Vi har holdt os i Serie 2 og endda haft to sæsoner i Serie 1, fortæller Henrik Leding Skjøtt, formand for Biersted IF.
En attraktiv hjemkomst
Søren Selvejer, der er opvokset i Biersted, er et levende eksempel på tilbageflytningen. Efter ni år i Aalborg valgte han og hans familie at bosætte sig i hjembyen.
- Jeg ville give mine børn det samme trygge foreningsliv, som jeg selv havde. Her er plads til leg, og boligpriserne giver os økonomisk frihed. Det var nogle af de argumenter, der overbeviste min kone, Pernille, fortæller Søren med et smil.
I dag er hele familien velintegreret i lokalsamfundet og aktive i det lokale foreningsliv.
Med en kombination af stærke netværk, politisk prioritering og et rigt foreningsliv viser Jammerbugt Kommune, hvordan man kan tiltrække unge tilbageflyttere og skabe en attraktiv ramme for familielivet.