Turismeerhvervet i Jammerbugten får hjælp til sæsonrekruttering
AABYBRO: Når turismebranchen i Jammerbugt Kommune forbereder sig på sommersæsonen, får virksomhederne igen i år støtte til rekruttering af sæsonarbejdskraft.
Jammerbugt Kommune genopretter den populære jobplatform, der samler alle sæsonjobs i området. Her kan jobsøgende nemt finde jobmuligheder inden for turismebranchen ét samlet sted. Platformen er udviklet i samarbejde mellem Vækst Jammerbugt og Jobcenter Jammerbugt, skriver kommunen i pressemeddelelse.
En essentiel indsats for turismebranchen
Med mere end 1,8 millioner årlige overnatninger er Jammerbugten Nordjyllands førende turismekommune. Det skaber et stort behov for ekstra personale i sommersæsonen, og kommunen ønsker at gøre rekrutteringen mere overskuelig for virksomheder og jobsøgende.
Erhvervs- og turistchef Mette Greisen Damsgaard udtaler:
- Sæsonarbejdere er en uundværlig del af mange virksomheders succes, især når det handler om at håndtere travle perioder og sikre den høje service og kvalitet, som vores gæster forventer.
- Derfor er det vigtigt for os som kommune at skabe en effektiv bro mellem virksomheder og potentielle medarbejdere. Det gør vi med denne platform, der synliggør de mange spændende jobmuligheder i Jammerbugtens turismeerhverv.
Platformen er klar i marts
Turismevirksomheder opfordres til at indsende oplysninger om deres sæsonjobs i januar og februar, så platformen er klar til jobsøgende i marts.
Sidste år blev portalen besøgt over 400 gange – et tal, der viser stor interesse for job i Jammerbugten. Det understreger områdets styrke som attraktiv arbejdsplads inden for turisme.
Vækst Jammerbugt og Jobcenter Jammerbugt står bag projektet og er allerede i dialog med lokale virksomheder for at få deres jobopslag med på platformen.
Bredt samarbejde og stærk markedsføring
Initiativet omfatter også samarbejde med Aalborg Universitet, University College Nordjylland (UCN) og lokale virksomheder som Fårup Sommerland. Forlystelsesparken vil blandt andet hjælpe med at markedsføre jobportalen til unge, der søger job hos dem, men ikke får plads.
Desuden vil jobportalen blive præsenteret for de knap 400 medlemmer af Klub Jammerbugt, en netværksklub for unge fraflyttere i alderen 18-39 år. Målet er at fastholde kontakten til denne målgruppe og øge rekrutteringsmulighederne.
Turismevirksomheder, der ønsker deres sæsonjobs synlige på platformen, opfordres til at udfylde og indsende skemaer med job oplysninger. Platformen skal styrke forbindelsen mellem virksomheder og arbejdskraft – og dermed sikre endnu en succesfuld sommersæson i Jammerbugten.