Torben bruger flere millioner på renovering af brunt værtshus: Ny ejer åben for såvel forpagtning som et salg
BLOKHUS: Et hegn og træplader for vinduerne indikerer, at der foregår ting og sager hos det kendte Blokhus-værtshus, Lanternen. Indenfor vidner et omfattende renoveringsarbejde om ambitionerne bag projektet. Bygningen får en grundig opdatering, der blandt andet omfatter nye gulve, et moderne køkken, nye toiletfaciliteter, nyt tag, kloakering, isolering, ventilationsanlæg og en tilbygning med plads til personalefaciliteter, kølerum etc.
Renoveringen, som Torben Christensen står bag, har et budget på 2-3 millioner kroner og involverer flere gode kræfter, herunder Signatura architects, Niras, Pandrup-Kaas VVS, Blokhus El-Service, murer Henrik Jensen og tømrerfirmaet Henrik Dahl Larsen.
- Jeg ønsker at opgradere Lanternen til nutidens krav samtidig med, at vi bevarer stedets autentiske charme, forklarer Torben Christensen, der overtog bygningen fra John Andersen.
Der er tale om en bygning med en efterhånden lang historie. Gunnar Nielsen købte ejendommen på Aalborgvej 4 og åbnede Lanternen i 1971, og han er også den, der er ophavsmand til stedets maritime præg, som den dag i dag stadig pryder stedet. Og den del bliver der ikke ændret på, selv om hele bygningen bliver gennemrenoveret, siger Torben Christensen.
- Vi ønsker ikke at fjerne stedets karakteristiske indretning, og derfor ændrer vi ikke rummet med den lange bar, ryger-rummet, osv. - det vil dog blive frisket op med lysere farver. Den store afdeling ønsker vi at benytte til selskaber og til møder for erhvervslivet.
En første gang for alting
Selvom 73-årige Torben Christensen ikke har erfaring med værtshusdrift, er han langt fra uerfaren, når det kommer til ejendomsprojekter. Han ejer TL Projekt ApS, som gennem årene har haft succes med at købe, renovere og udvikle ejendomme, blandt andet dagligvarebutikker for Salling Group.
Det er lidt af et tilfælde, at Torben Christensen i dag kalde sig værtshusejer. Han har flere gange talt med John Andersen, som udover Lanternen ejer flere bygninger i Blokhus, og snakken faldt på værtshuset, som var til salg. Og det endte med, at de indgik en købsaftale.
- Jeg har altid været interesseret i Blokhus og er kommet en del i området gennem årene. Jeg kunne se muligheder i Lanternen, som trængte til en omfattende renovering, siger Torben Christensen, der er fra Hjallerup, hvor han har været aktiv i blandt andet Hjallerup Borgerforening, ligesom han har været tilknyttet Hjallerup Marked gennem mere end 50. år.
For syv år siden flyttede han fra Hjallerup til en ejerlejlighed i Nørresundby, og har i dag også et nybygget sommerhus i Blokhus, hvor han opholder sig så snart, han har mulighed for det.
Ikke hvem som helst
Torben Christensen er i øjeblikket på udkig efter en forpagter, der kan drive stedet fra april næste år. Han udelukker ikke, at han er villig til at sælge. I begge tilfælde gælder dog, at det skal være en person, der har hjerte for stedet og har de rette intentioner.
- Jeg har fået et par henvendelser, men for mig er det afgørende, at der er tale om den helt rette profil, som dels har en oprigtig interesse for området, og som dels har visioner for stedet.
- Jeg ser gerne, at Lanternen bliver et samlingspunkt, hvor seniorer kan mødes om formiddagen til aktiviteter, og hvor pensionister kan nyde et godt måltid mad til fornuftige penge, siger Torben Christensen, der ser frem til at åbne dørene til et fornyet, men stadig velkendt Lanternen.
- Jeg glæder mig til at byde lokale og turister velkommen til en flot og forbedret udgave af Lanternen, hvor stedets sjæl stadig lever i bedste velgående.