Billede beskrivelse

Succes: Veninderne kørte langt for en tur i skoven

11. november 2025 kl. 06.04

THORUPSTRAND: De to gamle soldaterkammerater og ildsjæle Søren Oht og Michael Christophersen kom god i mål med den march til fordel for PTSD-ramte, som de lørdag arrangerede i Vester Thorup Plantage.

- Målet var 50 betalende deltagere – og det nåede vi, så der er basis for at gentage succesen igen næste år, fortæller Michael Christophersen.

Deltagerne i marchen kunne vælge mellem to ruter på henholdsvis fem og ti kilometer. De fik alle en herlig oplevelse i den store skov, der bød sig til fra sin allerbedste side i det dejlige vejr.

Venindetur i skoven

En af deltagerne var Nina Olsen fra Thorupstrand, der havde inviteret veninder langvejs fra til marchen.

- Vi kørte hjemmefra i går, overnattede i Randers og kom så til Thorupstrand her til morgen. Marchen var hele den lange køretur værd, fortæller Anne Wraae Thomassen fra Skovlunde ved København.

Billede beskrivelse

- Det er en flot skov, og vi fik samlet masser af mos til juledekorationerne, siger hun.

- Den dejlige natur her på kanten af Jammerbugten kan noget helt særligt – og så gør det heller ikke noget, at marchen har et godt formål. Det støtter jeg gerne.

Hun bliver bakket op af veninden Kirsten Bundgaard fra Thrige ved Aarhus.

- Jeg nød turen – og især den dejlige gullaschsuppe, som vi fik efter turen i skoven.

Et godt formål

Det kostede 100 kroner at deltage i marchen. Pengene går til Støtteforeningen for Mennesker med PTSD og Pårørende, hvor både Søren Oht og Michael Christophersen er aktive.

Marchen sluttede ved bålhytten i Vester Thorup Plantage. Her bød Michael Christophersen og Søren Oht på suppe lavet over bål med flutes, småkager og kiks – og marchdeltagerne hyggede sig i den store bålhytte og på pladsen foran.

Arrangørerne var glade.

- Succesen er i hus. Det er gået over al forventning – og det har givet os blod på tanden til at gentage det igen.

- Selvfølgelig – for det er vigtigt at støtte de PTSD-ramte og deres familie, siger Søren Oht og Michael Christophersen i kor.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste