Strandingskroen har aldrig været en kro
Siden 1965 er der opstået en række misforståelser om både Strandingskroen og Futten i Blokhus
BLOKHUS: Siden 1965 er der opstået en række misforståelser om både Strandingskroen og Futten i Blokhus. Strandingskroen har aldrig været en kongeligt privilegeret vesterhavskro fra 1761, og Futten er heller ikke Danmarks ældste maritime skænkestue fra samme år.
Det fortæller forfatter og historiker Simon Jacobsen.
Denne fejlagtige fortælling er et eksempel på historieforvanskning. Men bag misforståelserne gemmer sig en ægte og bemærkelsesværdig historie om en af Danmarks ældste virksomheder - med rødder helt tilbage til 1673.
Jacobsen har gennem de seneste år kortlagt Strandingskroens sande historie. Med hjælp fra Kraks Fortegnelse over Danmarks ældste forretninger og postmester Carl Klitgaards (1868-1957) beskrivelser er det lykkedes at skabe et klart billede af virksomhedens udvikling.
Virksomheden begyndte i 1600-tallet som en trælasthandel med import af tømmer og blev gennem årene drevet af forskellige skudehandlere. Den ældste del af det nuværende bygningskompleks blev opført i 1761 af skudehandler Svend Bondrup som stuehus, også kaldet en "rolling".
Navnet Klitgaard kom ind i billedet i 1827, da handelsbetjent Jens Carl Bang Klitgaard blev gift med Christina, datter af skudehandler Brix. I 1880’erne blev købmandsgården omdannet til Klitgaards Badehotel.
Hotellets sidste ejer, Grietje Klitgaard Christiansen, solgte stedet i 1965 til restauratør Uffe Becker fra Gøglerbåden i Aalborg. Herfra begyndte en omskrivning af stedets historie.
Simon Jacobsens fulde redegørelse kan læses i det netop udgivne Vendsyssel NU & DA 2025, udgivet af Vendsyssel Historiske Museum.