Stort hyldestarrangement på Museum for Papirkunst i anledning af H.C. Andersen 150-års jubilæum
BLOKHUS: Mandag den 4. august 2025 inviteres alle eventyrlystne børn og voksne til en festlig dag fyldt med sjove og fantastiske oplevelser, når Museum for Papirkunst fejrer den folkekære og verdensberømte danske forfatter, Hans Christian Andersen, i anledning af hans 150-års jubilæum.
Levende eventyrfigurer, dukketeater, udstillinger og japansk kirigami
Jubilæumsudstillingen åbnes med et festligt og eventyrligt arrangement den 4. august fra kl. 10.00 - 16.00. Her vil publikum møde figurer som Svinedrengen og hans grise, Konen med æggene, Den grimme ælling, Klodshans og mange flere velkendte figurer fra eventyrene.
Desuden vil der være H.C. Andersen-koncerter, dukketeater, japansk kirigami, og selvfølgelig vil selveste H.C. Andersen være til stede og kaste glans over jubilæumsfejringen. Arrangementet er gratis at deltage i hele dagen.
Museet åbner samtidig en udstilling, der hylder den verdensberømte forfatters arv og virke. Udstillingen sætter fokus på Andersens papirklip, der, ligesom hans eventyr, rummer lag af mening, skønhed og dybde.
Fri entré i et år for borgere i Jammerbugt Kommune
Ikke nok med at deltagelsen i hyldestarrangementet er gratis: Borgere i Jammerbugt Kommune får fri entré til Museum for Papirkunst i et helt år fra den 4. august 2025 til den 4. august 2026 ved fremvisning af sundhedskort.
- Museum for Papirkunst er alle borgere i Jammerbugt Kommunes kunstmuseum, udtaler stifteren af Museum for Papirkunst, Bit Vejle.
H.C. Andersen sagde: 'At leve er ikke nok. Solskin, frihed og en lille blomst må man ha'. Blomsten er et symbol på kunsten, og museet er en kunst-blomst i vores kommune. Vi ønsker at gøre kunst og kultur tilgængelig og nærværende for alle – og hvem åbner vel døren til kunstens verden bedre end H.C. Andersen?
Museet tilbyder desuden undervisningsforløb til kommunens 4. klasser, hvor eleverne, med støtte fra Region Nordjylland, får en unik mulighed for at udforske H.C. Andersens verden.