Stor betydning for lokalsamfundet: Torben er årets ildsjæl
V.HJERMITSLEV: Kulturhuset Lunden i Vester Hjermitslev har udgjort en stor del af Torben Sørensens liv, og det gjorde det også fredag 14. november, hvor han fik overrakt prisen som Årets Ildsjæl.
Hvert år uddeles Årets Ildsjæl i Jammerbugt Kommune, og i år var det altså Torben Sørensen, der fik den anerkendelse. Det skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.
Han har i mange år været stærkt engageret i at udvikle lokalsamfundet. Han har blandt andet været med til etablere Lunden, vedligeholde og udvikle grønne områder og været primus motor til byfester, idrætsuger, juleudsmykninger og meget mere.
- Torben Sørensen har gennem årene ydet en ekstraordinær indsats i sit lokalområde. Hans engagement og vedholdenhed styrker fællesskabet og skaber rammerne for et levende og aktivt lokalsamfund, siger Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, der overrakte prisen til Torben Sørensen.
Prisen kom som en overraskelse for Torben Sørensen, der ikke anede, at han skulle have en pris og fejres i Lunden.