Sommerudstilling 2025 på Arte Museum & Gallery
AABYBRO: Arte Museum & Gallery byder i sommeren 2025 på en udstilling fyldt med nye overraskelser. Som noget nyt præsenteres værker af Jens Bredholt, Nils Sloth og Tong Wang i dialog med museets egen samling – heriblandt værker af Birte Ohsten og Finn Have.
Udstillingen sætter også fokus på en spændende samtale mellem væggenes billeder og gulvets skulpturer, skabt af kunstnere som Thorvald Odgaard, Lone Borgen, Marianne Fossgren, Marianne Stenholdt Bork, Kim Holm og kunstnerparret Pontus & Tine.
Der er tale om værker med stærk kunstnerisk kraft, som går i samspil med hinanden. Ingen udtryksform skal dominere; i stedet skal dialogen mellem maleri og skulptur vække nysgerrighed og skabe oplevelser for publikum.
I RUM III vises nye værker af Jens Bredholt, sat sammen med værker fra museets nyere indkøb. Her møder publikum både ridsede billeder og friske akryl-kridt-kompositioner, der udvider det visuelle udtryk.
RUM II emmer af energi og fabulerende scenerier med Nils Sloths nyeste malerier, herunder de ekspressive værker Cavalcade I og II. Sloths univers rummer både blomsterbilledet Blue, med skjulte figurer, dyr og hænder, samt karakteristiske akvareller med næsehorn og forrygende skovmotiver.
I samme rum finder man Thorvald Odgaards keramiske lænestole med erotiske motiver, inspireret af barndomsminder om hans bedstefar. Sloth og Odgaard har været kunstnerkolleger gennem mange år, og deres værker skaber en levende og sanselig dialog.
RUM I præsenterer et omfattende udvalg af Birte Ohstens poetiske malerier, akvareller og tegninger. Hun gik bort i en alder af 84 år og malede helt til det sidste.
Udstillingen viser værker fra hele hendes kunstneriske liv – fra de mørke, tidlige billeder til de lysere malerier inspireret af hendes ophold i Stenbjerg og rejser til Chile. Publikum får et sjældent indblik i en kunstnerisk rejse gennem årtier.
Samtidig vises værker af Finn Have fra museets samling – med motiver fra Andalusien, Rom og den danske natur omkring Mors og Limfjorden. Tong Wang, medlem af kunstnersammenslutningen Corner og bosat i Sverige, er også repræsenteret med nyere værker. Hans stil har en særlig resonans med Pontus Kjerrmans fabelfigurer og Tine Hecht-Pedersens skulpturelle formsprog.
Udstillingsleder Pier Maria Andersen har sammensat en udstilling, der inviterer til refleksion og dialog mellem kunstformerne – en sanselig rejse, der inspirerer til både undren og fordybelse.