Billede beskrivelse

Skolepatruljen hyldes for deres indsats

30. januar 2025 kl. 11.02

NØRHALNE: Politikerbesøg, rundstykker og chokolade – tirsdag morgen den 28. januar bød på lidt ekstra forkælelse for skolepatruljerne i Jammerbugt Kommune.

Hver dag står skolepatruljerne klar ved befærdede veje for at sikre, at deres skolekammerater kommer trygt over gaden. I denne uge sætter Rådet for Sikker Trafik med kampagnen Den Sureste Uge fokus på skolepatruljernes indsats, og i Jammerbugt Kommune betyder det traditionen tro særlig opmærksomhed og lidt ekstra godt til ganen.

Billede beskrivelse

Besøg og anerkendelse

Tirsdag morgen var skolepatruljerne i Nørhalne, Aabybro, Saltum, Skovsgaard-Tranum og Fjerritslev ikke alene om deres tidlige morgentjans. 

De fik selskab af skolernes færdselskontaktlærere, en repræsentant fra politiet, en fra kommunens Børne- og Familieforvaltning samt en lokalpolitiker, der alle var mødt op for at sige tak og anerkende deres indsats.

Efter endt vagt blev skolepatruljerne inviteret indenfor til en hyggestund med forplejning, og som en ekstra gestus modtog hver patrulje en Toms Kæmpeguldbarre fra Rådet for Sikker Trafik.

Billede beskrivelse

Tryghed og ansvar

Markeringen har til formål at vise skolepatruljerne, at deres indsats bliver værdsat, fortæller formand for Børne- og Familieudvalget, Susanne Møller Jensen, der selv besøgte Nørhalne Skole:

- Denne ene dag om året markerer vi, at eleverne på skolerne i Jammerbugt Kommune, der ligger ved en større vej, hver dag kan krydse sikkert. Skolepatruljerne yder en uundværlig indsats, og den vil vi meget gerne anerkende.

Færdselskontaktlærer på Aabybro Skole, Anne Stumpe, fortæller, at opgaven som skolepatrulje ofte er noget, eleverne ser frem til:

- Før de selv bliver en del af patruljen, har de mange gange oplevet at blive hjulpet over vejen. De fleste glæder sig til, at det bliver deres tur – det er en betroet opgave, der viser, at kammerater og lærere stoler på dem. 

- Selvfølgelig kan det være en sur tjans med tidlige morgener og dårligt vejr, men sådan en dag, hvor de bliver takket og forkælet, betyder meget.

Billede beskrivelse

På Brovst Skole afholdes arrangementet onsdag, da det oprindeligt planlagte tidspunkt faldt sammen med konfirmandundervisning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste