Billede beskrivelse

Savnet busrute vender retur

16. april 2026 kl. 06.02

AABYBRO: Til august bliver det igen muligt at tage en natbus hjem fra Aalborg til Nørhalne, Biersted og Aabybro.

Den "gamle" natbus 71N forsvandt i januar i forbindelse med indførelsen af Fremtidens Kollektive Trafik, men klager og utilfredshed med at nat-bussen stoppede, har fået politikerne til at overveje nye busafgange fra Aalborg til Nørhalne, Biersted og Aaabybro fredag og lørdag nat. 

Og nu har klima-, teknik- og miljøudvalget sagt ja til at genindføre natbussen og indstiller til kommunalbestyrelsen, at der også her bliver sagt ja.

- Mange efterlyser natbussen. For de unge er det en tryg måde at komme hjem fra en bytur, siger Mogens Christen Gade, formand for udvalget.

Billede beskrivelse

Der bliver to natture fredag og lørdag. 

Ved det første kan man stige på rute 24N i Aalborg. Den kører i dag til Lufthavnen, men skal forlænges, så den kører videre mod Nørhalne Biersted og Aabybro. 

Ved den sene natbus skal man stige på 971 X i Aalborg og skifte til 24N i Vadum, som derefter kører videre gennem de tre byer.

Hvis kommunalbestyrelsen også synes, det er en god ide med natbussen, kan den begynde at køre i august, når den ny køreplan træder i kraft.

Det er Jammerbugt Kommune, der skal betale for natturene. Fra midt i august til årsskiftet bliver det en nettoudgift på 33.000 kr., mens det for et helt år er anslået til at koste 65.500 kr.

Snak med NT

Samtidig med beslutningen om at genindføre natbussen, har klima-, teknik og miljøudvalget også besluttet at tage et møde med NT om de mange problemer, som bus-kunderne oplever efter indførelsen af Fremtidens Kollektive Trafik.

- Borgerne oplever flere forringelser. Der er bl.a. stoppesteder der er forsvundet, så man skal gå længere for at komme med bussen. Der er er kommet nye stoppesteder, som efter borgernes mening er placeret helt forkert, og der er også problemer med koordineringen af busruter. Der er i det hele taget mange problemer og forringelser, som borgerne har gjort opmærksom på. Vi forsøger at samle alle de ting, der er utilfredshed med og derefter holde et møde med NT i forsøg på at få problemerne løst, siger Mogens Christen Gade.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste