Billede beskrivelse

Samlere og nørder fra hele verden var samlet

18. august 2025 kl. 06.02

GJØL: Der blev handlet på livet løs, da Troldemuseet på Gjøl i weekenden holdt Dam Troll Convention. 

Her mødes samlere og nørder fra hele verden for at dyrke deres fælles passion for den berømte Gjøl-trold.

- Det er lige dele handel og hygge, fortæller Lisbet Emmery, der er formand for Troldemuseet.

- Vi holder Dam Troll Convention hvert tredje år – og så valfarter troldefans fra hele verden til Gjøl. Vi har i år omkring 100 deltagere – blandt andet fra England og USA.

Lørdagen blev brugt på et stort marked på Gjøl Kro, hvor de mange troldefans både kunne udstille de flotteste trolde og også handle indbyrdes til deres samlinger.

Billede beskrivelse

Mere end legetøj

For den lille nuttede Gjøl-trold er meget mere end legetøj – det er også en værdifuld handelsvare, hvor prisen kun går opad, fordi troldene ikke længere produceres.

Det kan en familie fra Horsens skrive under på. Familien Jensen/Andersen viste deres store samling frem på Dam Troll Convention. De ejer blandt andet en prototype til en æsel-trold, der aldrig blev sat i produktion. 

En amerikansk samler har budt 50.000 kroner for det lille æsel, men indtil videre er æslet ikke solgt.

- Vi ser lige tiden an, lyder fra Jes Andersen.

Definitivt slut

- Det er slut med produktionen af den velkendte Gjøl-trold i blødt plastik-materiale. Faktisk var det Troldemuseet, der stod for den allersidste bløde Gjøl-trold, som bliver solgt til fordel for museet for 600 kroner stykket.

- Vi fik den lavet i Kina, men kineserne har meddelt os, at de ikke vil lave flere. Så nu er det definitivt slut, men trolden vil stadig leve videre i vores hjerter.

- Der er dog et firma i København, som producerer en lille trold i træ, men der bliver ikke lavet flere i blød plast, fortæller Lisbet Emmery.

Dam Troll Convention er både en handelsplads og et socialt arrangement. Deltagerne spiste sammen både lørdag og søndag – og søndagen er sat af til en auktion over effekter fra Troldemuseet, et besøg på Gjøl-troldens skaber Thomas Dams gravsted på kirkegården og møder med Thomas Dams efterkommere.

- De fleste af os kender hinanden. Vi snakker sammen i telefonen og deler vores troldeoplevelser på Facebook. De var tydeligt lørdag morgen, da vi startede – for der var knus og gensynsglæde over hele linjen, siger Lisbet Emmery.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste