Samarbejdet mellem Danske Diakonhjem og Jammerbugt Kommune ophører
JAMMERBUGT: Beboere og medarbejdere på Birkelse Plejecenter og Aabybro Plejehjem vil fortsat opleve en tryg og velkendt hverdag – men fra 1. januar 2026 vil det ikke længere være Danske Diakonhjem, der står for driften af de to plejecentre.
Det fortæller Danske Diakonhjem.
Danske Diakonhjem har opsagt driftsoverenskomsterne med Jammerbugt Kommune for de to plejecentre med virkning fra udgangen af 2025. På den baggrund har kommunen igangsat en undersøgelse af mulighederne for at indgå et nyt samarbejde med en anden privat aktør. Målet er at afklare inden sommerferien, om opgaven skal i udbud, eller om driften skal hjemtages og overdrages til kommunen selv.
Formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Jammerbugt Kommune, Ib Nellemann, understreger:
- Det er vigtigt at pointere, at plejecentrene fortsætter, også efter at driftsoverenskomsterne udløber. Ingen beboere skal flytte, og ingen medarbejdere opsiges. Beboerne vil fortsat modtage samme gode pleje fra de kendte medarbejdere, som ved udløbet af aftalerne bliver virksomhedsoverdraget til den nye aktør. Lykkes det ikke at finde en ny privat samarbejdspartner, vil kommunen selv overtage driften.
Hos Danske Diakonhjem forklares beslutningen med et økonomisk fokus:
- Organisationen har evalueret sine driftsoverenskomster og valgt at opsige samarbejdet i de kommuner, hvor det økonomiske grundlag ikke muliggør den ønskede kvalitet i plejen. Det gælder også samarbejdet med Jammerbugt Kommune. Beslutningen har været svær, da der har været et godt og langvarigt samarbejde, som vi takker kommunen for, udtaler Christiane Dahlerup, administrerende direktør i Danske Diakonhjem.
Jammerbugt Kommune udtrykker tilfredshed med det hidtidige samarbejde og ønsker fortsat at tilbyde et alternativ til det kommunale plejeområde. Kommunen vil derfor undersøge muligheden for at finde en ny privat aktør til at overtage driften.
Indtil udgangen af 2025 fortsætter hverdagen som hidtil på begge plejehjem. Medarbejdere, ledelse og frivillige arbejder engageret for at sikre en tryg og indholdsrig hverdag for beboerne, og Danske Diakonhjem forbliver en aktiv del af driften frem til afslutningen af samarbejdet.