Billede beskrivelse

Saltsprederne kom godt fra start

21. november 2024 kl. 19.03

PANDRUP: Det seneste døgns frost og let sne har ikke givet problemer for Jammerbugt kommunes vejafdeling.

- Det er gået helt efter bogen. Heldigvis var vi godt forberedt, for frost er jo ingen overraskelse på denne årstid, siger vej- og parkchef Flemming Kjeldgaard Larsen.

- Så vi kørte ud med saltsprederne tidligt onsdag morgen. Salt har en rigtig god effekt netop her først på vinteren, for selv om der er frost oven på asfalten, er der stadig varme nede fra underlaget, så isen på vejbanen smelter hurtigt, når først den får en gang salt.

Vej-og parkafdelingen holder til på Materielgården i Pandrup. Her har man de seneste måneder været i gang med forberedelserne til vinteren.

1.700 tons salt

- Saltlageret er selvfølgelig fyldt op. Vi har i øjeblikket 1.700 tons salt liggende i salthallen. Det kommer vi ganske langt med, lyder det fra Flemming Kjeldgaard Larsen.

- Af andre forberedelser har vi efterset vintergrejet. På materielgården i Pandrup har vi tre mekanikere ansat, som sørger for, at lastbiler, traktorer samt diverse snerydningsmateriel som saltspredere, sneplove og saltblandeanlæg er i tiptop-form til vinteren. Desuden har vi opsat snestokke langs veje, hvor det normalt er svært at orientere sig i snestorm.

De kommunale veje bliver overvåget centralt i vejafdelingen. Det sker med bistand fra DMI og en række kommunale målestationer, der er placeret på Kjellerupsvej på Gjøl, Thistedvej ved Vester Thorup, Bakmøllevej øst for Nørhalne, Trekronervej mellem Tingskoven og Aggersund, Rødhusvej vest for Moseby, Fårupvej mellem Saltum og Hune, Holtebakkevej ved Nørhalne, Hjortdalvej mellem Tranum og Hjortdal samt Svinkløvvej mellem Hjortdal og Kollerup.

Ny målestation

- Som noget nyt har vi også opsat en målestation ved Gjøl-Øland-dæmningen. Det er jo nyt, at vejen over dæmningen er med i vinterberedskabet – og vejrforholdene der langs fjorden er lidt specielle, så det vil vi gerne holde ekstra øje med, siger Flemming Kjeldgaard Larsen.

- Udover de kommunale målestationer har Vejdirektoratet tre målestationer ved hovedvejene, der går gennem Jammerbugt kommune. De er placeret i Jonstrup ved Saltum, Ryaa ved Aabybro og Tingskoven mellem Brovst og Fjerritslev.

- Vi er tilsluttet Vejcenter Nordjyllands vintertjeneste, hvor der fra Vejdirektoratets hovedsæde i Aalborg foretages overvågning og udsendes meldinger til kommunes vinterledelse på mails og sms, når de selv rykker ud for at salte statsvejene.

Prioriteringen af saltning og snerydning på de kommunale veje og stier betyder, at de overordnede veje og skolebusruter samt stier nær skolerne kommer først, så følger de almindelige veje på landet og til allersidst de øvrige stier.

Dyrt vinterberedskab

Det er ikke billigt at holde en af landets geografisk største kommuner toptrimmet til vintervejret. Det kommunale budget til vinterberedskabet er i 2024 på 5.434.000 kroner.

- Det kommer vi til at overskride med mindst to millioner kroner. Sidste vinter var temmelig dyr med både sne og hård frost.

- Men det kan variere rigtig meget, efter hvordan vejret rent faktisk arter sig – og skifter fra år til år. Men også 2023 var et dyrt år. En saltning af kommunens kategori 1 veje koster cirka 90.930 kroner inklusive salt og en saltning af kommunens stier koster cirka 40.300 kroner. Snerydning udføres på timepris og kan variere rigtig meget, forklarer Flemming Kjeldgard Larsen.

Jammerbugt kommune har en vintervagtordning, hvor tre ledende medarbejdere på skift en uge ad gangen er på vagt døgnet rundt. Vagttelefonen har telefonnummer 41911600.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste