Røde vandt: Ny ejer til sært billede
FJERRITSLEV: Så er der ryddet op efter weekendens Vesterhavsrock. Og som det er en tradition samledes de frivillige søndag aften til en fyraftensøl, da det hele var forbi.
Her bliver der holdt auktion over de varer med begrænset holdbarhed, der ikke kan leveres tilbage til leverandørerne. Auktionen slutter altid med et gammelt luftfoto af et dambrug, hvor vinderen så har retten til at opbevare billedet til næste års Vesterhavsrock.
Billedet blev i år vundet af Martin “Røde” Dahl Nesgaard, der måtte bløde 950 kroner for æren.
Det er ikke første gang, at han har billedet. Tilbage i 2015 vandt han det også for 510 kroner.
Kamp til stregen
- Der er altid kamp til stregen for at vinde retten til billedet – og indtægten går ubeskåret til Vesterhavsrocks kasse og kommer dermed idrætten i Fjerritslev til gode, fortæller Vesterhavsrock-formand Søren Mortensen.
- Vi ved ikke rigtig, hvor billedet stammer fra. Farverne er lidt falmede og sære – og det pæneste er nok rammen.
- Jeg har da også hørt, at billedet ikke altid er blevet lige godt modtaget af ægtefællen, når vinderen af auktionen er kommet stolt hjem med billedet – og det er ofte blevet forvist til en plads i udhuset, siger Søren Mortensen.
Martin “Røde” Dahl Nesgaard havde ikke mulighed for at være til stede under auktionen, men det blev klaret med Facetime – og med held åbenbart. Så det næste års tid har han et rigtigt sofastykke – og kan samtidig glæde sig over, at han foruden en masse frivilligt arbejde også har bidraget helt kontant til idrætten i Fjerritslev.