Rekordmange gæster og et farvel til Karsten ved Sommersang på Bratskov
BROVST: Søndag den 10. august satte Sommersang på Bratskov ny rekord, da over 700 gæster indfandt sig i den stemningsfulde park ved Herregården Bratskov. Det populære musikarrangement markerede samtidig afslutningen på en æra, da Karsten Højen for sidste gang stod i spidsen som initiativtager, arrangør og booker.
Det fortæller arrangørerne i en omtale.
Karsten Højen har valgt at træde tilbage som formand for foreningen og giver stafetten videre til Allan Beith, som nu har overtaget posten. Højen udtrykker stor tilfredshed med overdragelsen og fremhæver Beiths stærke kompetencer.
På sin Facebook-profil skriver Karsten Højen:
- Jeg føler mig meget beæret – jeg blev kaldt på scenen og modtog udnævnelse til æresmedlem af Foreningen Sommersang på Bratskov. Min efterfølger på formandsposten Allan Beith holdt en fin tale for mig. Det var jeg meget rørt over. Til oplysning: søndag kl. 18:00 stemplede jeg ud og overlod roret til fantastiske Allan Beith og den lige så fantastiske arrangørgruppe bag Sommersang På Bratskov. Jeg er nu på vej videre med andre spændende projekter.
Med udnævnelsen som æresmedlem og en smuk afsked i bagagen sætter Karsten Højen punktum for sin tid i front, mens foreningen ser frem mod nye musikalske kapitler under ny ledelse.