Regionen og NT: Birkelsevej egnet til buskørsel
AABYBRO: Både Regionens og NT's administration mener, at Birkelsevej i Aabybro er egnet til buskørsel. Der er ingen trafikfaglige forhold, der forhindrer det. Birkelsevej er 5-6 meter bred og der er en bred græsrabat med træer mellem kørebane og fortov. Derfor mener Regionen administrationen, at ekspresbus 970X, som skal erstatte 70'eren, skal køre gennem Birkelsevej, ud på hovedvejen og ind gennem Birkelse, som er et borgerønske. Men ikke gennem Ryå, som borgerne også ønsker bus-betjent.
Turen gennem Birkelse koster 700.000 kr. ekstra om året, men det beløb er regionen klar til at betale, hvis Jammerbugt er med på ideen.
- Men den ide er vi ikke med på. Kommunalbestyrelsen har jo besluttet, at der ikke skal køre busser gennem Birkelsevej, siger borgmester Mogens Christen Gade.
Hvis Jammerbugt afviser Birkelsevej som busvej, mener Administrationen, at løsningen på busdriften er det såkaldte scenarie 4. Det er turen, som vi kender i dag: Fra busterminalen i Aabybro ud gennem Vestergade og videre gennem Ryå og Birkelse.
Det vil i følge regionen koste 3,3 mio kr., som stort set alene skal betales af Jammerbugt Kommune. Regionen foreslår, at Jammerbugt overtager aften- og weekendkørslen med Rute 200 - Blokhus-bussen. Det vil lette regionen for 920.000 kr. Regionen vil fortsat stå for turen i dagtimerne på hverdagene. Udover at overtage en del af Blokhus-ruten skal Jammerbugt betale 3,3 mio. kr. minus de 920.000 kr., som regionen sparer ved, at Jammerbugt overtager en del af Blokhus-ruten.
Men den løsning er borgmester Mogens Christen Gade totalt afvisende overfor.
- Kommunen står for den lokale buskørsel indenfor kommunegrænsen. Regionen står for buskørslen på tværs af kommunegrænser. Sådan er ordningen, og vi skal ikke have gang i , at kommunerne skal overtage regionens busruter, siger Mogens Christen Gade, som også har mere end svært ved at forstå, at turen gennem Ryå og Birkelse koster 3,3 mio. kr.
- Vi skal have bussen gennem Aabybro og fra busterminalen videre gennem Ryå og Birkelse. Den ekstra omkostning, der komme kan eksempelvis hentes ved at indføre timedrift i stedet for halvtimes-drift på visse tidspunkter. Og så er der jo en mio. kr. afsat i 2025 til implementering af fremtidens kollektive trafik. De penge kan også bruges, siger borgmester Mogens Christen Gade.
- Men jeg regner da med, at Jammerbugt bliver indkaldt til flere forhandlinger, inden der træffes en afgørelse, tilføjer han.
Busdriften fra Aalborg til Fjerritslev er på dagsordenen i den kommende uge hos regionens udvalg for Regional udvikling og Innovation, om skal komme med en indstilling til regionens forretningsudvalg og Regionsrådet.
Af dagsordenen fremgår, at regionen er indstillet på, at der skal være et stop ved Ålegårds Mark, som ønsket af Jammerbugt. Men samtidig er der en afvisning af ønsket om aften- og weekendkørsel vest for Fjerritslev.
Jammernbugts ønske om at få busrute 971X til at køre gennem Ingstrup bliver heller ikke opfyldt. Jammerbugt mener det er for farligt at stå på bussen på hovedvejen ved Ingstrup. Både NT og Vejdirektoratet erkender, at der er behov for mere tryghed ved stoppestedet på hovedvejen - eventuelt ved etablering af buslomme.
Christian Hem, der er formand for teknik og miljøudvalget i Jammerbugt regner ligesom borgmesteren, at der bliver flere forhandlinger om bussen mellem Aalborg og Fjerritslev, men lige nu har han ikke flere kommentarer til sagen.