Quiz, grin og pålægskagemand: Her kan du tage del i festlig filmbingo
FJERRITSLEV: Torsdag den 25. september inviterer Fjerritslev Bibliotek og Fjerritslev Kino til en festlig omgang FilmBingo – en underholdende blanding af filmquiz og klassisk bingospil.
Arrangementet begynder på biblioteket kl. 16.30, hvor deltagerne bliver udfordret i filmens verden. I stedet for tal på pladerne, skal der sættes brikker, når det rette filmsvar er fundet. Et spørgsmål kunne lyde: "Hvilken dansk instruktør instruerede i 1988 den Oscarvindende film Pelle Erobreren?" – og har man “Bille August” på pladen, er der gevinst i sigte.
FilmBingo er for alle, der elsker film og bingo – uanset alder og kendskab til filmverdenen. Der er god tid mellem spørgsmålene, og snakken plejer at gå lystigt ved bordene.
Efter bingoen serveres der pålægskagemand, inden deltagerne følges videre til Fjerritslev Kino. Her rundes aftenen af med visningen af "Mælkevejen", et hjertevarmt og ærligt portræt af en ung mand på tærsklen til voksenlivet.
Hele arrangementet koster kun 100 kr. pr. person og varer fra kl. 16.30 til 21.00.