Pink Lady var dagens hit
BROVST: En åben lyserød amerikanerflyder fra 1974 var det helt store trækplaster, da Brovst Handelsforening lørdag formiddag holdt den årlige Spark Dæk-dag og fyldte Jernbanegade med biler.
Det lyserøde vidunder, der er en Pontiac Grand Ville, ejes af parret Eva Papsi og Hans Georg Holm fra Fjerritslev, der begge er medlem af Han Herred-foreningen U.S. Car Club Vildsvinene.
- Vi kalder den Pink Lady, efter at vi satte den i stand for to år siden. Det var fra begyndelsen klart, at vi ikke ville lave en historisk korrekt bil, men lod os inspirere af filmuniverset fra Grease til at lave en bil, der er til fest og farver – akkurat som vi selv er det, fortæller Hans Georg Holm.
Soundbox og kohorn
- Så vi malede bilen lyserød og skrev citater fra filmen på bilen. Der blev smidt en soundbox ind bagi og foran monterede vi et sæt kohorn med øreringe. Kohornene er ikke amerikanske, men stammer fra et loppemarked. For det er ikke Texas, men Han Herred vi er i – så det skal ikke være så alvorligt.
- Det oplever vi også tydeligt, når vi er ude at cruise. Over alt bliver vi stoppet af folk, der bare smiler og vil høre mere om bilen, siger Eva Papsi.
- Vi er heller ikke særligt sarte med bilen. Da vi for et par måneder siden havde bryllup i klubben, fik brudeparret lov til at danse brudevalsen på kølerhjelmen, der i øvrigt er smykket med autografer fra alle medlemmerne i Vildsvinene.
Ideerne til bilen har Eva Papsi og Hans Georg Holm udviklet i fællesskab, mens det mest er Hans Georg, der til hverdag arbejder som autolakerer, der har stået for det praktiske arbejde.
- Men det skal også være slut nu. Det er på tide, at Eva lærer at passe en bil, siger han.
En succes
Brovst Handelsforenings årlige Spark Dæk-dag var en stor succes. Det stille sommervejr var med arrangørerne.
- Det mærkede vi tydeligt, for der var folk i Jernbanegade lige fra morgenstunden. Det var helt vildt, men der var også masser at se på. Vi havde i år 60 biler udstillet, heraf de 30 veteranbiler, mens resten var sprtnye biler fra egnens forhandlere, der bakker op om arrangementet, siger Aleks Wendel fra Jekas Hund & Kat, der var ansvarlig for det store arrangement.
- Succesen er i hus – og vi vender tilbage igen næste år med endnu flere biler, lover Wendel.