Peter er på gaden med en ny børnebog
BLOKHUS: Forfatteren Peter Mouritzen, der hver sommer bor i Blokhus, fortsætter sin serie af børnebøger med dyr, du ikke ser. Den nye bog hedder Mikkel Mule – og flere dyr du ikke ser.
Når Peter Mouritsen hver sommer bor i Blokhus, cykler han lange ture i Blokhus Klitplantage og har på disse ture fået øje på træstubbe, mosser, rødder og grene, der kunne ligne dyr.
Forfatteren har fotograferet disse dyr og givet dem øjne og sjæl og skrevet et lille rim eller en rimhistorie, så de ting, som man normalt går forbi uden at ænse, får et nyt forunderligt liv.
I den nye tredje bog i serien kan man møde Mikkel Mule, Kæmpegrævlingen Karl, Blåbær-Bob, Glubsken og mange andre.
Skal inspirere børn
- Det er mit håb, at bøgerne kan inspirere børn til selv at gå opdagelse i naturen, siger Peter Mouritzen.
Den produktive forfatter, der debuterede i 1969 med digtsamlingen Den fortryllede rose, etablerede i 2019 sit eget forlag, Peters Sub-Pub, der står for udgivelserne. Den nye bog udkommer den 5. september.
Når Peter Mouritzen ikke opholder sig i sommerhuset i Blokhus, bor han i Varde. Han har tidligere i mange år boet i Vrå.