Operabussen ruller ud i Jammerbugt
AABYBRO: Musikkens Hus ruller ud med deres operabus i Jammerbugt. Her optræder de med to stemningsfulde, gratis koncerter under åben himmel. Alle er velkomne til koncerterne, som finder sted i Aabybro og Fjerritslev.
Onsdag den 13. august bliver en dag i operamusikkens tegn, når Musikkens Hus-bussen ruller ud og bringer operaen helt tæt på borgerne i Jammerbugt Kommune.
Publikum kan glæde sig til to gratis udendørskoncerter med de talentfulde sopraner Charlotte Hjørringgaard og Marianne Heuer, akkompagneret af den dygtige pianist Natasha Kutsko.
Med et program spækket med operahighlights og uimodståelige ørehængere bliver det en oplevelse for både ører og sjæl – og måske endda for fuglene, som sopranerne synger om kap med.
Formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen, udtaler:
– Operaforestillingerne ligger flot og fint i tråd med Jammerbugt Kommunes ønske om, at der skal være kulturoplevelser af god kvalitet alle steder i kommunen.
- Vi ønsker en bred palette af genrer og typer af kulturarrangementer – og her får vi endda kunst og kultur i flot samklang med Jammerbugt Kommunes fantastiske natur.
Næstformand Kiki Bille Bach tilføjer:
– Her er også en mulighed for børnefamilier for at præsentere deres børn for opera. Man kan gå lidt rundt, sidde ude i kanten – og repertoiret er lettilgængeligt. Måske har børnene endda hørt melodierne før i film, reklamer og andet. Så det er en superfin måde at præsentere en måske lidt mere smal genre på.
Der er fri entré, og alle er velkomne til de to koncerter:
Aabybro:
Kl. 17 – Bjørnekrogen ved Søen i Aabybro
Medbring egen stol eller tæppe, og nyd eventuelt lidt let mad og drikke fra byens madsteder.
Parkering ved og omkring Kultur- og Erhvervscenter Jammerbugt, Søparken.
Fjerritslev:
Kl. 20 – Lystanlægget, Parkvej i Fjerritslev
Medbring egen stol eller tæppe.
Der vil være salg af kaffe, øl, vin og sodavand på pladsen.
Koncerterne er arrangeret af Jammerbugt Kommune, Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget samt borgerforeningerne i Aabybro og Fjerritslev i samarbejde med Nordjyske Operadage.