Ny leder i spidsen for Sol og Strand i Blokhus
BLOKHUS: Christiane Askandar er udnævnt som ny bureauchef hos Sol og Strand i Blokhus. Hun overtager rollen efter Julia Spiess Wolsgaard-Iversen, som har valgt at flytte tilbage til Tyskland efter flere år i Danmark.
Christiane kommer fra en stilling som ferierådgiver samme sted og har været en del af virksomheden siden 2016.
Den nye bureauchef er 34 år og bosat i Løkken med sin mand. Oprindeligt stammer hun fra Tyskland, men flyttede til Danmark som 16-årig. Her begyndte hun på sprogskole, gennemførte både 9. og 10. klasse og fortsatte derefter i gymnasiet.
Efter studentereksamen påbegyndte hun studier i erhvervsjura, men skiftede hurtigt til UCN, hvor hun læste Finance Controlling. Under studietiden var hun i praktik hos Sol og Strand og blev tilbudt fast arbejde i afdelingen i Løkken, hvor hun arbejdede frem til 2023. Siden da har hun været en del af teamet i Blokhus.
– Og her har jeg tænkt mig at blive! Det er et fantastisk sted med et skønt team, som det er en fornøjelse at arbejde sammen med, udtaler hun.
Området omkring Blokhus er en vigtig destination for Sol og Strand med mange sommerhuse og et stærkt lokalt brand. Hvert år tiltrækkes tusindvis af danske og udenlandske gæster, og bureauet har en central rolle i at sikre en god ferieoplevelse. Det gør det ekstra vigtigt med en leder, der kender både virksomheden og området indgående.
Sol og Strand adskiller sig i branchen med sin særlige ejerstruktur: Virksomheden er ejet af en velgørende fond, hvor en del af overskuddet går til almennyttige formål. Kontoret i Blokhus uddeler desuden hvert år lokale håndsrækninger på i alt 50.000 kroner til initiativer, der styrker lokalsamfundet.
Stor tilfredshed hos ledelsen
Driftschef Jonas Balle Pedersen udtrykker stor tilfredshed med udnævnelsen:
– Hos Sol og Strand glæder man sig over, at Christiane Askandar har sagt ja til at stå i spidsen for bureauet i Blokhus. Gennem næsten ti år i virksomheden har hun vist stort engagement, høj faglighed og et skarpt blik for både gæster og sommerhusejere. Der er store forventninger til, at hun sammen med teamet vil fortsætte den positive udvikling og styrke Blokhus som et af de mest populære områder.