Ny aftale sikrer Jetsmark Idrætscenters fremtid
PANDRUP: Der er nu lavet en plan, der skal sikre en bæredygtig økonomisk fremtid for Jetsmark Idrætscenter.
En ny aftale er indgået mellem idrætscentret, Jammerbugt Kommune og idrætscentrets pengeinstitut og vil sikre den fremtidige drift af stedet, som efter renoveringen har været i økonomisk uføre.
Det oplyser borgmester Mogens Christen Gade, som også er formand for idrætscentrets nye bestyrelse.
- Den tidligere bestyrelse havde et helt urealistisk budget, hvor indtægterne var sat helt urealistisk højt og udgifterne var sat alt for lavt.
- Siden vi som ny bestyrelse tiltrådte i juli sidste år, har vi kun snakket økonomi, økonomi og økonomi. Nu ser det endelig ud til, at vi også kan komme til at snakke visioner for det flotte idrætscenter, fortsætter han.
Ifølge Mogens Christen Gade har idrætscentret nu fået et realistisk budget, hvor der er mulighed for at servicere en gæld på 30 millioner kroner. Men den samlede gæld er væsentlig større. Derfor er der nu lavet en plan, som betyder, at Jammerbugt Kommune giver et engangstilskud, som idrætscentret skal bruge til at indfri et lån i pengeinstituttet.
Samtidig giver kommunen et årligt ekstra tilskud - altså et tilskud udover det, som idrætscentret allerede får i tilskud om året. Det ekstra tilskud gives i en længere årrække. Ifølge borgmesteren løber de nye tilskud op i samlet omkring 20 millioner kroner. Derudover bidrager Idrætscentrets pengeinstitut med en rentenedsættelse.
- Der har gennem lang tid været bekymringer om Jetsmark Idrætscenters fremtid på grund af centrets økonomiske udfordringer, men nu kan vi heldigvis se ind i en langsigtet plan, hvor der er ro på, og centrets nye, flotte faciliteter også fremadrettet kan komme til sin ret og være til glæde for borgerne – såvel børn som voksne, lyder det fra borgmesteren.
Ny direktør søges
Med styr på økonomien skal der nu ansættes en centerdirektør. Stillingen har tidligere været opslået, og der kom en snes ansøgninger, men bestyrelsen valgte at udskyde en ansættelse, indtil der kom styr på økonomien. En del af ansøgningerne er gemt og tages nu frem igen. Men Mogens Christen Gade fortæller, at direktørstillingen stadig vil blive genopslået.
Også næstformanden i idrætscentrets bestyrelse, Brian Bertelsen, er glad for, at der nu er fundet en løsning.
- Vi er i bestyrelsen særdeles tilfredse med, at parterne nu er samlet om en langsigtet løsning for Jetsmark Idrætscenter. På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Jammerbugt Kommune og vores pengeinstitut for at være med til at sikre centrets fremtid og gode vilkår for de foreninger og brugere af centret, som tålmodigt har ventet på en løsning, siger Brian Bertelsen.