Billede beskrivelse

Nordjyllands største halloween-fest holder pause

15. september 2025 kl. 19.04

ØLAND: Børn og barnlige sjæle, der holder af et gys udover det almindelige, må undvære årets udgave af Halloween i Glarborgen.

- Vi holder en pause, men vender grusomt tilbage næste år, lover arrangørgruppen på Facebook.

- Beslutningen om at sætte det populære arrangement på pause har ikke været nem at tage, siger Malene Vestergaard, der fandt på Halloween i Glarborgen som beskæftigelsesterapi under corona-nedlukningen i 2020.

Siden er gyset i bøgeskoven bare vokset og vokset med 2.200 besøgende sidste år på den sidste lørdag i efterårsferien.

Billede beskrivelse

Svær beslutning

- En rigtig svær beslutning, men vi har rigtig meget "blod" på tanden til 2026, fortæller Malene Vestergaard.

- Aktuelt er vi nødt til at gentænke arrangementet. Vi skal have nye ideer, inspiration og også blive bedre til at håndtere så mange mennesker, så oplevelsen bliver endnu bedre og uhyggelig og hyggelig på samme tid.

- Vi har brug for at bygge vores energi op igen, så vi kan leve op til vores ry for at levere Nordjyllands bedste halloween-arrangement.

- Men vi kommer igen. Vi er mere levende end døde, lover Malene Vestergaard.

Billede beskrivelse

Hygger sig med uhygge

De sidste par år er Halloween i Glarborgen blevet lavet af godt 35 frivillige, der hygger sig med uhygge i verdensklasse i ugerne op til halloween, når de skal finde på nye gys og konstruere de mange gruopvækkende poster i skoven.

Det har nu udviklet sig til en tradition, hvor arrangørerne hvert år strammer tommelskruerne og gør ekstra meget ud af rædslerne med gespenster, zombier, kæmpeedderkopper, kødædende planter, ufo’er og extra-terrestials gør turen i den hyggelige bøgeskov i Glarborgen til en gruopvækkende oplevelse.

Nu er Halloween i Glarborgen sat på pause i et års tid – men står op af graven igen til næste år som anden zombie, lover arrangørerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste