Billede beskrivelse

Mathias er en ægte vindertype

07. november 2025 kl. 12.36

FJERRITSLEV: 14-årige Mathias Faurholt Albrektsen var i centrum og dagens absolutte topscorer, da Vester Han Herreds Skytteforening onsdag aften havde samlet pistolskytterne til en lille højtidelighed for at overrække medaljer fra sommerens forskellige stævner og turneringer.

Igen og igen måtte klubformand Jesper Chr. Hansen hen til Mathias Faurholt Albrektsen for at overrække en medalje – og det blev for Mathias vedkommende til fem guldmedaljer og to pokaler.

Det var ikke første gang, at Mathias hentede medaljer. Det har han gjort mange gange før – og han har også gjort sig bemærket i udlandet ved det nordiske mesterskab i Sverige.

Billede beskrivelse

På landsholdet

- Mathias deltog i DM pistolterræn på DGI Nordjyllands junior-landsdelshold, hvor holdet dog måtte nøjes med sølv. Her blev han udtaget til landsholdet og var med til nordisk mesterskab i Boden i Sverige. Her måtte holdet tage til takke med bronze, fortæller Vester Han Herred Skytteforenings ungdomstræner Jens Peter Larsen.

- Vi er meget glade og stolte af Mathias, som er et stort talent. Vi kommer helt sikkert til at se meget mere til ham i de kommende år.

- Det går godt både for Mathias og de andre. Selv om Mathias har været dominerende, kan jeg love dig, at de andre også er begyndt at gøre ham kunsten efter. Det går rigtig godt i foreningen. Pistolskydning er en herlig idræt, lyder det fra træneren.

I øvrigt er pistolskydning ikke Mathias Faurholt Albrektsens eneste fritidsinteresse. Han dyrker også karate i Øland Karateklub – og så spiller han med i et band. Så der fuld fart på det unge talent.

Ved medaljeoverrækkelsen onsdag blev der overrakt i alt 27 medaljer i forskellige metaller.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste