Markernes helte: 3.200 hyggede til traktortræk
FJERRITSLEV: Kassereren i Jammerbugt Landboungdom Martin Borregaard er en glad mand.
Da kassen blev gjort op søndag morgen, stod det klart, at Jammerbugt Traktortræk lørdag satte ny publikumsrekord. 3.200 mennesker var forbi og betalte entre til den 15 timer lange begivenhed.
- Det er en klar forbedring af rekorden fra sidste år med 1.000 tilskuere. Vi er så glade over succesen, at jeg er helt sikker på, at vi er tilbage på markerne ved Gravensgård igen næste år, lyder det fra den glade kasserer.
Succesen skyldes ifølge kassereren især, at årets udgave af Jammerbugt Traktortræk udover det lokale mesterskab også var vært for det nordjyske mesterskab i traktortræk, hvor de nordjyske deltagere til årets DM blev fundet.
Noget for pengene
- Publikum fik virkelig noget for pengene. Vi åbnede indgangen kl. 10 om formiddagen – og vi var først færdige omkring midnat. Så den stod på 15 timers traktor med i alt 130 deltagende trækkere, fortæller Martin Borregaard.
- Vejret var også med os – ikke for varmt og ikke for koldt. Vi fik lige et par dråber regn lige før slutningen, men det slog ingen skår i glæden.
- Stemningen var god og hyggelig hele dagen og aftenen med. For traktortræk er en stor begivenhed – ikke bare for landboungdommen, men for alle. Vi havde full pull – ganske enkelt, siger Martin Borregaard med henvisning til mester-disciplinen i traktortræk, hvor en traktor skal trække en tung slæde hen over jorden mindst 100 meter, før der er tale om full pull.
- Vi havde også sørget for forsyningerne til de mange besøgende. Vi havde lokalt is fra Ryaa, og til pølserne og burgerne var der pølsebrød og boller fra bageren i Halvrimmen.
Og så selvfølgelig også fadøl i rigelige mængder.
I traktortræk konkurrerer man i forskellige klasser afhængig af traktorens størrelse – så der er blev ikke en samlet vinder af lørdagens traktortræk – bortset fra Jammerbugt Landboungdom, der nu kan bruge det meste af søndagen på at rydde op på pladsen ved Gravensgård, der i mange år har lagt jord til Jammerbugt traktortræk.