Majbrit og Morten festede med 500 gæster, da øko-køerne kom på græs
TRANUM: Der var ti gange så mange tilskuere, som der var køer. Så Majbrit og Morten Guldberg på Tranum Økobrug tøver ikke med at betegne det som en succes, da de søndag havde inviteret publikum inden for, da øko-køerne skulle på græs.
På slaget 12 blev leddet åbnet, og de 50 økologiske jerseykøer galopperede i fuldt firspring mod de lokkende forårsgrønne græsmarker. Publikum – og ikke mindst de mange børn – jublede og kvitterede med bifald. Øko-køerne levede igen i år op til forventningerne og leverede en spektakulær forårsopvisning.
Majbrit og Morten Guldberg overtog gården på Jarmsted Byvej sidste år – og selv om det hele endnu er nyt, har de ingen betænkeligheder ved de mange besøgende.
Det er hyggeligt
- Vi er kun glade for, at det interesserer folk på egnen, hvad vi laver. Det er bare hyggeligt – og så fik vi stor hjælp til arrangementet fra blandt andet Thise Mejeri, der køber vores mælk.
Mejerifolkene benyttede dagen til at servere smagsprøver på økologisk ost – blandt andet en særlig børneost, der er krydret med pizza-krydderier og smager akkurat som en god pizza.
Ejerparret havde også fået hjælp af Tranum-spejderne, der serverede grillstegte pølser – vel at mærke af egen produktion, for de har også en gårdbutik, hvor de sælger hjemmelavede lækkerier fra gården, der i øvrigt også har et tæt samarbejde med naboen, Tranum Naturbrug. Så der var smagsprøver og økologi over hele linjen.
Der bliver også lagt æg på gården – masser af dejlige økologiske æg. Majbrit og Morten Guldberg har 121 høns i et mobilt hønsehus. Men i modsætning til køerne, kommer hønsene ikke ud i øjeblikket. På grund af fugleinfluenzaen skal de blive i det nyanskaffede hønsehus.
Selv om Majbrit og Morten Guldberg er nye på Tranum Økobrug, er livet på landet ikke nyt fra dem.
- Vi har begge boet på landet det meste af vores liv. Morten stammer fra Halvrimmen, og jeg selv er fra Hundelev, fortæller Majbrit Guldberg.