Mads skød den flotteste buk
AABYBRO: Traditionen tro blev der hos Aaby Sogns Jagtforening holdt bukkepral på premieredagen for jagten på sommerbukken.
Jægerne havde sig en våd morgen, men også med tørvejrsperioder, så der var mulighed for at kigge bukken ud.
Der var kaffe og rundstykker til jægere og gæster fra klokken otte, og mange benyttede sig af tilbuddet og fik udvekslet jagthistorier - både fra dagen og fra tidligere bukkejagter.
Der var som altid spænding om, hvem af jægerne, der havde været dygtige og heldige, så de kunne levere en sommerbuk til paraden, der blev holdt klokken 10.
Der blev indleveret fire flotte sommerbukke - alle 6-ender bukke - af jægerne William Nielsen, Mads Gunder, Lars Gunder og Bent Bastholm.
Jægerne og de fremmødte gæster stemte om, hvilken af sommerbukkene, der var flottest.
Mads Gunders sommerbuk blev udnævnt til ”Sommerbukken 2026” i Aaby Sogns Jagtforening, og Mads Gunder blev belønnet med et gavekort til Kraghs Jagt og Fiskeri i Fjerritslev.
Knap 40 jægere og gæster var med til arrangementet.