Lyndi udstiller på Museum for Papirkunst
BLOKHUS: Museum for Papirkunst inviterer til soloudstillingen Genskær, der er skabt af den internationalt anerkendte sydafrikanske kunstner Lyndi Sales.
Udstillingen åbner lørdag den 4. oktober kl. 14.00, hvor kunstneren vil være til stede, skriver museet i en omtale.
Lyndi Sales henter inspiration i alt fra drømmesyn og hormonernes kemi til fraktale mønstre i naturen. Gennem abstrakte papirværker undersøges de forbindelser, som forbinder mennesket med universet – og hinanden.
Hendes kunstneriske proces begynder ofte med en meditativ praksis: maling blandes i nøje afstemte proportioner og påføres store ark papir.
Udstillingen taler til både børn og voksne, der inviteres til at udforske og fordybe sig. Gæster i alle aldre kan deltage i kreative aktiviteter med papir – inspireret af kunstnerens egen metode.