Lokal sportsklub får millionstøtte: Nu skal klubhuset have en omgang
INGSTRUP: En stor bunke penge er blevet skrabet sammen, og nu er målet nået.
Ingstrup Sportsforening får nu endelig mulighed for at renovere det gamle klubhus fra 1962. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
- Det her er en kæmpe dag for vores forening og for hele Ingstrup. Vi har arbejdet længe for at skabe et klubhus, der ikke bare fungerer til sport, men som bliver et levende samlingspunkt for byen året rundt, siger Dennis Dunker Jensen, der er bestyrelsesmedlem for Ingstrup Sportsforening.
Der skal indsættes nye energiruder, efterisolering og sedumtag. Målet er at reducere energiforbruget og give bedre rammer for fællesskaber og aktiviteter.
Blandt andet skal der laves nye tilbud til børn og unge. Der skal etableres et fritidsrum, hvor unge kan mødes efter skole. Der bliver mulighed for dart, shuffleboard, brætspil og andet.
- Vi ønsker et hus med liv hele ugen og plads til alle generationer. Det skal være et sted, hvor man både kan dyrke fællesskabet, være aktiv og bare hænge ud, siger Dennis Dunker Jensen.
Pengene er blandt andet doneret af Jammerbugt Kommune, Nordea-fonden, LAG, Norlys Vækstpulje, Sparkassen Danmark Fonden Vendsyssel samt diverse frivillige.