Lokal sommerhusudlejer får flot pris
FJERRITSLEV: Samarbejdet mellem sommerhusejerne og feriehusudlejerne er helt afgørende, hvis begge parter skal være tilfredse, og der er ingen tvivl om, at der er stor tilfredshed blandt de ejere, der udlejer deres huse gennem Feriepartner Jammerbugt.
Det viser en helt ny undersøgelse, som er foretaget blandt samtlige bureauer under Feriepartner Danmark, der er landets største danskejede kæde af lokale selvstændige udlejningsbureauer.
Feriepartner Jammerbugt er netop blevet kåret som Årets Husejerfavorit, fordi sommerhusejerne i Jammerbugt har givet den bedste, samlede vurdering af deres bureau.
Samtlige Feriepartner-bureauer er blevet vurderet af gæsterne ved hjælp af en såkaldt Net Promotor Score (NPS), hvor sommerhusejerne har bedømt udlejningsbureauerne.
Derefter beregnes kundeoplevelsen på en skala, der går fra -100 til 100. Feriepartner Jammerbugt har opnået en score på hele 89 – til sammenligning er den gennemsnitlige score på tværs af alle 38 Feriepartner-bureauer på 71.
- Med vores lokale tilstedeværelse i Fjerritslev har vi en god relation og et utrolig godt samarbejde med sommerhusudlejerne, og jeg er selvfølgelig stolt af, at vi er blevet kåret som Årets Husejerfavorit. Det vidner om, at vi har en god dialog med de sommerhusejere, der lejer deres huse ud gennem os. Vi gør vores bedste for at skabe en god og tæt dialog med ejerne, og vi synes, at vi er meget servicemindede. Det er ejerne åbenbart enige med os i, og det er naturligvis et stort skulderklap, som vi har fået nu, siger bureauleder Esben Filholm fra Feriepartner Jammerbugt.
Direktør hos Feriepartner Danmark, Flemming Toft Andersen, roser Feriepartner Jammerbugt for at gå forrest i bestræbelserne på at give gæsterne en god service.
- Det er altafgørende, at feriehusudlejere og sommerhusejere har en god dialog og et konstruktivt samarbejde. Ellers vælger ejerne selvfølgelig et andet bureau. Vores tilfredshedsmåling viser med al ønskelig tydelighed, at Feriepartner Jammerbugt går et ekstra skridt for husejerne, så der er god grund til at rose bureauet for den store indsats, siger direktør Flemming Toft Andersen fra Feriepartner Danmark.