Billede beskrivelse

Lions solgte 774 kilo bly

03. juni 2025 kl. 06.01

BROVST: Lørdag var en festdag af de helt store i den lokale Lions-klub – Lions Club Hanbo Brovst, som det officielle navn lyder.

Klubben kunne om formiddagen indvie sine nye lokaler på Stationsvej. Om aftenen blev lokalerne så taget i brug for alvor med et brag af en fest, hvor medlemmerne samtidig fejrede Finn Møller, der havde 50-års jubilæum som medlem af klubben.

De nye lokaler, som ligger oven på Sparekassen Danmarks Brovst-filial, blev indviet efter alle kunstens regler. De indledende øvelser foregik udendørs i dejligt solskinsvejr.

Borgmester Gade var der og klippede den røde snor – og derefter var der brunch og taler indendørs i de nye lyse lokaler.

Billede beskrivelse

Den lokale Lions-klub har hidtil holdt til i Brovst Idræts- og Kulturcenter, men da de lokaler skulle bruges til noget andet, er klubben nu flyttet ind i den gamle tandklinik over Sparekassen Danmark.

Tandklinik gav udfordringer

Klubmedlemmerne har selv sat de nye lokaler i stand – og netop den tidligere tandklinik gav nogle helt særlige udfordringer, fortalte præsident Carsten Bak Andreasen.

- For der var bly i væggene, men vi gik i gang med det grove værktøj, bajonetsav og koben – og fik da også lige savet et vandrør over, så sparekassen nedenunder var ved at blive oversvømmet.

- Men da vi var færdige, havde vi samlet 774 kg bly, som vi solgte for godt og vel 7.500 kroner.

- Det var et pænt tilskud til ombygningen, der ellers er finansieret stor hjælp fra en lang række lokale sponsorer – og så et tilskud på 80.000 kroner fra Sparekassen Danmark.

Efter åbningstalen holdt Carsten Bak Andreasen også tale for Finn Møller, der har været medlem af klubben i alle 50 år siden starten. Finn Møller blev samtidig udnævnt til æresmedlem.

Desuden blev Jan Larsen, der har været medlem af Lions Club Hanbo Brovst i 33 år også udnævnt til æresmedlem.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste